Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu, det lyste indenfor, Gardinet var rullet ned,
men jeg saa ingen Skygger, formodentlig sad han rolig ved sit Skrivebord og
skrev paa Indberetningen om den Dødes Udseende – .
Aftenen var skyet og disig og der var slet ingen Vind længer. Men Regnet og
Blæsten den foregaaende Nat havde baaret Kulde med sig. Det er besynderlig
med Høisommeren, Landet ligger tynget af Grøde, alt er modent og faldefærdig,
Stænglerne kan ikke bære længer og det dufter varmt af Jordens Overflod, men
saa kan der meningsløst komme et koldt Døgn, hvor Potetsgræsset fryser, et Vift
fra Høsten, det er Oktober, som klimprer fjernt henne med kjølige Fingre, det
varer i nogle Timer kun, for saa er Varmen der igjen i ludende Overmagt.
Og nu var det netop en saadan Kvæld med en Anelse af Høst i Luften, en
Aande af Kulde over mine Fingerknoker. Mørket søgte at lægge sig til rette under
den skyede Himmel, men det lykkedes ikke helt, de gule Kornmarker, de røde
Huse og det graa Veistøv kunde endnu omend svagt hævde sine Farver.
Men Kvældens usommerlige Tristhed greb ind i min Stemning, en
besynderlig Lede anfaldt mig og en stærk Længsel efter at komme langt bort –
ind i Byer med trange Gader og mange Mennesker. Jeg tænkte ved mig selv:
Denne Mordsags Uhygge fanger Dig, Du maa reise . . .
Jeg var nu paa Veien til min enslige Hytte; – da jeg kom ned mod Sjøen, saa
jeg paa mit Ur, Klokken var allerede over tolv. Jeg stanset i Nærheden af
Bryggen, herfra kunde jeg se Hytten yderst ude paa Odden, i Mørket lignet den
en hvid Ligsten. Og jeg fik pludselig Lyst til at vente endnu en Stund med at gaa
hjem. Jeg var ikke egentlig angst for noget, men jeg havde en Fornemmelse af, at
der forestod mig endel Bryderi med at tænde Lampen. – Jeg drev ned paa
Bryggen. Her fandtes ikke et Menneske, overhovedet saa jeg ikke en levende Sjæl
i Nærheden, Folk var gaaet i Hus. Og alle Husene saa døde og forladte ud,
saadan virker Husene bestandig om Natten, naar der ikke skinner Lys i
Vinduerne eller Mennesker bevæger sig udenfor.
Sjøgræsset stod ret op i Vandet og rørte sig ikke, jeg kunde høre en svag
Smuldren inde i Stranden og nu og da hulket Sjøen mod Bryggens morkne Pæler
med en Lyd som om Porcellæn knak istykker, Smaabaadene laa fortøiet i slakke
Tauger, de flød ind paa hinanden som Korker i en Pyt, længere ud laa en stor
aaben Sjægte fyldt til Randen med Mørke. For Mørket var ikke mægtig nok til at
converted by Web2PDFConvert.com