Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Mørkebrunt Haar, begyndte jeg uvilkaarlig.
Asbjørn Krag klappet mig let paa Skulderen.
– Kjære Ven, sa han, hvorfor spurgte De ikke om, hvilket Lig jeg mente . . .
Jo, De har ret, det er om den døde Forstmester, jeg skriver nu. – Vil De være saa
venlig at høre efter om jeg har gjort nogen Feil: Hans mørkebrune Haar var delt
med en tydelig Skilning paa Venstre Side, han havde udstaaende, lidt store Øren,
hans Pande var høi og meget lys i Modsætning til Underansigtet, som var brunet
af Sol og Vind. Pandens paafaldende Lyshed skrev sig fra, at han bestandig
pleiede at gaa med Hatten trukket ned mod Øinene. Hans Skæg var silkeblødt og
rødligt, meget velpleiet og lidt krøllet, hans Læber skjultes ikke af Skægget, de var
fintformede, røde og blodfulde, hans Øine var nærmest lyseblaa, men da Pupillen
var meget liden og Øieæblet stort, laa det hvide omkring Pupillen som et Belte,
hvilket gav hans Øine et stirrende Udtryk. Skægget grodde langt nedover hans
Hals, som var kort og tyk. Da man fandt ham, var hans Snip knækket paa flere
Steder og hans grønne Slips sad skjævt op mod det venstre Øre. Saaledes saa den
Myrdede ud, ikke sandt?
– Jo, svarede jeg, saavidt jeg forstaar er Deres Beskrivelse meget træffende.
– Jatak, det var bare det, jeg vilde vide, sa Asbjørn Krag, men idetsamme
stirret han saa underlig ret frem for sig. Der var noget stikkende, ubehageligt i
hans Blik. Jeg aabnet Døren, saa Lyset faldt paa ham. Detektiven var bleg, men
han smilte. Han nikket til mig og smilte. Aa, dette evige Smil. –
Jeg gik hurtig ud i Salonen. Mine Venner sad og ventet. Jeg lagde Kortene
frem og sa:
– Der maa findes en anden Fjerdemand, mine Herrer. Jeg spiller ikke med.
Jeg havde med en Gang tabt Lysten til at spille. Jeg sad og lyttet efter
Detektivens Skridt, som tabte sig indover i Værelserne . . . Udstaaende lidt store
Øren, høi lys Pande, røde Læber, som ikke skjultes af hans Skæg. Hvor jeg vendte
mine Øine, syntes jeg at se den Dødes Træk . . . Snippen knækket . . . Det grønne
Slips skjøvet hen mod det høire Øre . . . For at afvende min Opmærksomhed fra
det frygtelige Billede, blandet jeg mig paa en uopdragen Maade i de andres Spil,
paaviste Feil, hvor der slet ikke var nogen Feil og gav høirøstet mit Bifald
tilkjende over ingenting. Det misbilligedes heftig, jeg fik rasende Øiekast. Tilslut
gik jeg.
converted by Web2PDFConvert.com