Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Vinden var blæst forbi og alt var stille omkring mig. Det er underlig paa en
saadan Slette en Sommernat, den blir saa uendelig, fordi Horisonten forsvinder
og Sletten kryber op i Himlen, man ved ikke, hvor Himlen begynder og hvor
Sletten ender. Rullestenshaugene og Fjeldknattene og de enkelte Trær hist og her
antar i det blinde Halvlys underlige og gaadefulde Skikkelser. Da jeg kom over en
Strækning, hvor Sletten jevnt skraaner ned til Sjøen, følte jeg en kjølig Aande fra
Havet og slog Jakkekraven op. Jeg saa derud, jeg kunde se Havet. Sjøen er
bestandig kold om Natten; jeg kunde høre de lange Dønninger komme varsomt
indover og smuldre op i Stranden. Her var Bølger af Flyvesand blæst fremover og
op af Flyvesandet stak de fattige forblæste Skjærgaards-furuer; deres Kroner var
flade og laa indover, de lignet brukne Vifter.
Jeg vidste at Egnen var utryg og at en og anden Fantejagt ofte om Nætterne
kom krybende mellem Skjærene. En sprængbuget Jagt med skidne Seilfiller, med
overflødige Stænger slæbende i Vandet, med Aarerne stikkende ud; den lagde sig
paa Fjeldet som et Utøi. Saa drog Fanterne iland og huseret, hvor enslige
Mennesker bodde eller gik. Men jeg var ikke bange, jeg kom bare til at mindes
dem, idet jeg vandret over den aabne Strækning; jeg havde en tyk Stok i
Haanden, en Stok med en Elfenbenskugle til Haandtag. Jeg gik hurtig videre
fremover Sletten og begrov mig i Skyggerne.
Nærved Sommerhotellet gik Veien gjennem en liden Granskog. Her var det
temmelig mørkt. Inde i Skogen stanset jeg, for en besyndelig Lyd naaede mit Øre.
Hvad kunde det være? Lyden kom fjernt borte fra, jeg opfanget den kun stødvis;
det lød nærmest som Raslen af Lænker, som en Kjættings Surren en Mil borte.
Jeg gaar videre, jeg gaar i fem Minutter og faar pludselig Øie paa en bevægelig
Gjenstand i Mørket nogle faa Meter fra mig. Jeg ser straks, at det maa være et
Menneske, jeg griber fastere omkring min Stok og gjør en stor Bue . . . Det er en
Mand, som staar der, en lavvokset Mand med en bredskygget Hat paa Hovedet.
Jeg ved ved mig selv, at hvis jeg nu skridter mere ud, saa vil jeg faa Manden i
Ryggen, jeg stanser med ett. Og da jeg blir staaende stille, kommer Manden
langsomt hen til mig. Nu kjender jeg ham, jeg begynder at finde mig selv
latterlig, jeg angrer paa den store Bue og lægger Stokken ligegyldig under Armen.
Men samtidig kan jeg heller ikke miste en Følelse af Glæde over, at Manden ikke
er nogen anden, en ukjendt. Han hører jo til Stedet, jeg kan ikke i Øieblikket
huske hans Navn, han er en fredelig Fisker og jeg har hilst paa ham ofte tidligere.
converted by Web2PDFConvert.com