Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Asbjørn Krags Øre:
– Vil De ikke pege paa Forbryderen.
Men Detektiven bare rystet paa Hovedet.
– Endnu ikke, sa han.
Han var virkelig et underligt Menneske. Til sine Tider kunde han blusse op i
ren Snakkesalighed, saa blev han pludselig tilsyneladende uden Foranledning
taus og indesluttet. Jeg havde et bestemt Indtryk af, at det sidste i Grunden var
det naturligste hos ham, og at han snakket løs, fordi han havde en eller anden
mig uforstaaelig Hensigt med det.
Men enten han snakket eller han var taus – bestandig havde han det
spottende Træk omkring Munden og hans Øine var stadig iagttagende,
granskende.
Han kunde komme med de besynderligste Spørgsmaal, overrumplende og
tilsyneladende yderst meningsløse. Som denne Aften. Klokken var allerede blit
halv elleve, jeg havde siddet og samtalt med nogle af mine Venner blandt
Gjæsterne, jeg følte ingen Trang til at gaa til Ro, der blev foreslaaet et Kortparti
og jeg var villig til at spille med. Jeg skulde gaa ind i et af Værelserne for at hente
Kortene og idet jeg stødte Døren op stod jeg pludselig Ansigt til Ansigt med
Asbjørn Krag, som jeg da ikke havde seet i den sidste Timestid. Jeg fór sammen;
man studser jo uvilkaarlig, naar man finder et Menneske i et Værelse, som man
tror er tomt.
Stund.
– Jeg troede De var gaaet hjem, sa han.
– Som De ser, svarede jeg, er jeg ikke gaaet. Jeg blir endnu siddende en
Asbjørn Krag fortrak Ansigtet til en Grimace. Hans store hvide Tænder
formelig skinnet i Mørket.
– De liker nok ikke den enslige Hytten Deres, sa han.
Jeg kunde ikke svare noget til dette. Jeg var bare forbauset; det var ikke første
Gang Detektiven havde talt næsten truende om min lille Hyttes enslige
Beliggenhed.
Asbjørn Krag greb mig ved Jakkekraven og fortsatte:
– Hør, det er noget, jeg vil spørge Dem om. De har et eneste Vindu Stuen,
converted by Web2PDFConvert.com