Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

bokselskap.no
from bokselskap.no More from this publisher
22.08.2013 Views

– Ebben? spurgte jeg forbauset. – Ja, svarede Krag, Jernvognen er ikke mere. Den er druknet. Detektiven talte alvorligt, der var slet ikke noget spøgefuldt over ham. – Naar vi finder Jernvognen, sa han, da vil De forstaa meget, af det, som nu er gaadefuldt og dunkelt. Jeg begynder at tro, at denne Sag fra først af har været enklest mulig, men ved et underligt Skæbnens Spil er den oprindelige Sag blit indblandet i endel gaadefulde Omstændigheder, som samtidig er stødt til og som intet har med den oprindelige Sag at skaffe. Det har hændt mig før i min Praksis. De aner ikke, hvor det kan umuliggjøre en Undersøgelse, at to hinanden uafhængige Affærer blandes sammen. I denne Sag har vi nu for det første den unge Gjærnæs’ kompromitterende Forhold, som peger direkte hen paa Deltagelse i Forstmesterens Mord, dernæst Mordet og saa Jernvognen, som ogsaa synes at høre sammen med dette. Saa længe jeg beregnet mine Slutninger ud fra den Forudsætning, at disse tre Foreteelser hørte sammen, øinet jeg intet andet end Virvar og atter Virvar. Men saasnart jeg begyndte at skille ud, at løse Tvindingerne i Gaaden, blev det hele tydeligere. Kjære Ven, det er ikke bare én Sag, vi har med at gjøre, – det er tre. Først unge og gamle Gjærnæs, det er én Sag for sig. Saa Jernvognen – en Sag for sig. – Og saa Mordene, sa jeg. – Mordet, rettet Detektiven, der er bare et saadant. Gamle Gjærnæs er ikke dræbt. Bare Forstmesteren. – Men aner De da ikke, hvem som har dræbt Forstmesteren? spurgte jeg. – Jo, svarede Asbjørn Krag, jeg kunde endnu denne Dag gaa hen og pege paa ham. Detektiven gik raskt ud af mit Værelse. Han raabte ind til mig: – Jeg sidder her og venter paa Dem. De maa skynde Dem nu, for vi har Ebben Klokken seks. – Lover De saa at la mig faa se Jernvognen? spurgte jeg overgivent. – Jeg skal gjøre, hvad jeg kan, svarede han. – Jeg tror De kan, hvad ingen andre Mennesker kan, raabte jeg ud til ham, De er jo en ren Troldmand. – Jeg er bare et Menneske, svarede Asbjørn Krag, men jeg tar sjelden feil. converted by Web2PDFConvert.com

Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurtig. Jeg havde faaet Feber i Blodet. Var det efter Spændingen under Detektivens Fortælling, eller var det Reaktionen ovenpaa Besvimelsen? Det var sikkerlig baade det ene og det andet, men jeg vidste iallefald, at jeg glædet mig stærkt til at komme ud; Asbjørn Krags evindelige, optrevlende Snak om den gamle døde Mand, om Mordet, om Jernvognen, havde efterhaanden nedtrykt mig stærkt. Og saa duftet der Kamfer i mit Værelse, mens Sjøen udenfor fyldte mit Vindu lyseblaat. – Endelig var jeg færdig. Asbjørn Krag sad paa en Sten ved Veien og ventet. – – . . . Det blev alligevel til det, at jeg ikke fik se Jernvognen og heller ikke løstes Hemmeligheden, som omgav dette ulykkesbringende Kjøretøi. Men det var mig dog en Trøst, at Asbjørn Krag muligens var ligesaa skuffet som jeg selv. Detektiven trak mig med henover Sletten til det Sted, hvor vi Natten i Forveien havde hørt Jernvognen rulle ned mod Sjøen. Det var blit ganske stille og udenfor Stranden laa nogle Smaabaade, hvorfra der soknedes i Sjøen med lange Staker og Lodliner. – Efter Jernvognen? spurgte jeg. Asbjørn Krag nikket. – Den er kjørt udi her. Asbjørn Krag dirigerede Sokningsarbeidet en Times Tid. Han blev efterhaanden utaalmodig, fordi man intetsomhelst fandt. Og saa steg Vandet. Og Detektiven blev tvunget til at indstille Arbeidet for denne Dag. – Daarlige Greier, mumlet han ærgerlig, jeg blir nødt til at telegrafere til Kristiania. Han skrev et Telegram og sendte et Bud afsted til Telegrafstationen. Og saa vendte vi tilbage til Hotellet. Det begyndte allerede at skumre. Asbjørn Krag, hvis Snakkesalighed hele Eftermiddagen havde været saa umaadelig og paafaldende, var nu blit ordknap. Jeg fik dog vide, at den gamle Gjærnæs Lig var bragt til Gaarden og at Sønnen allerede imorgen vilde reise ind til Hovedstaden for at ordne sig med Assuranceselskabet. Da vi stod paa Hotellets Veranda, som vrimlet af Gjæster, hvisket jeg i converted by Web2PDFConvert.com

– Ebben? spurgte jeg forbauset.<br />

– Ja, svarede Krag, <strong>Jernvognen</strong> er ikke mere. Den er druknet.<br />

Detektiven talte alvorligt, der var slet ikke <strong>no</strong>get spøgefuldt over ham.<br />

– Naar vi finder <strong>Jernvognen</strong>, sa han, da vil De forstaa meget, af det, som nu<br />

er gaadefuldt og dunkelt. Jeg begynder at tro, at denne Sag fra først af har været<br />

enklest mulig, men ved et underligt Skæbnens Spil er den oprindelige Sag blit<br />

indblandet i endel gaadefulde Omstændigheder, som samtidig er stødt til og som<br />

intet har med den oprindelige Sag at skaffe. Det har hændt mig før i min Praksis.<br />

De aner ikke, hvor det kan umuliggjøre en Undersøgelse, at to hinanden<br />

uafhængige Affærer blandes sammen. I denne Sag har vi nu for det første den<br />

unge Gjærnæs’ kompromitterende Forhold, som peger direkte hen paa<br />

Deltagelse i Forstmesterens Mord, dernæst Mordet og saa <strong>Jernvognen</strong>, som<br />

ogsaa synes at høre sammen med dette. Saa længe jeg beregnet mine Slutninger<br />

ud fra den Forudsætning, at disse tre Foreteelser hørte sammen, øinet jeg intet<br />

andet end Virvar og atter Virvar. Men saasnart jeg begyndte at skille ud, at løse<br />

Tvindingerne i Gaaden, blev det hele tydeligere. Kjære Ven, det er ikke bare én<br />

Sag, vi har med at gjøre, – det er tre. Først unge og gamle Gjærnæs, det er én Sag<br />

for sig. Saa <strong>Jernvognen</strong> – en Sag for sig.<br />

– Og saa Mordene, sa jeg.<br />

– Mordet, rettet Detektiven, der er bare et saadant. Gamle Gjærnæs er ikke<br />

dræbt. Bare Forstmesteren.<br />

– Men aner De da ikke, hvem som har dræbt Forstmesteren? spurgte jeg.<br />

– Jo, svarede Asbjørn Krag, jeg kunde endnu denne Dag gaa hen og pege<br />

paa ham.<br />

Detektiven gik raskt ud af mit Værelse. Han raabte ind til mig:<br />

– Jeg sidder her og venter paa Dem. De maa skynde Dem nu, for vi har<br />

Ebben Klokken seks.<br />

– Lover De saa at la mig faa se <strong>Jernvognen</strong>? spurgte jeg overgivent.<br />

– Jeg skal gjøre, hvad jeg kan, svarede han.<br />

– Jeg tror De kan, hvad ingen andre Mennesker kan, raabte jeg ud til ham,<br />

De er jo en ren Troldmand.<br />

– Jeg er bare et Menneske, svarede Asbjørn Krag, men jeg tar sjelden feil.<br />

converted by Web2PDFConvert.com

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!