Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Ja, netop, for jeg sluttet som saa, at hvis Frøken Hilde laa tilsengs, saa
kunde vi naturligvis ikke faa se hendes Leilighed. Men det var netop, hvad vi
gjorde, vi fik se helt ind i hendes lyseblaa Soveværelse. Der var hun ikke.
– Hun var et andet Sted, svarede jeg, hun var i Værelset ved Siden af
Biblioteket.
– Javel, hun var bag Døren. Jeg tror ogsaa, at hun virkelig var der. Men nu
vil jeg bede Dem huske paa en Ting. Da vi stod inde i Biblioteket, gjorde jeg et
Forsøg paa at komme gjennem den lukkede Dør. Men Gjærnæs gik straks iveien
for mig. Bare Tanken paa, at jeg skulde slippe der ind, lod til at gjøre ham
forskrækket. I det Øieblik blev jeg fuldstændig overbevist om at han skjulte noget.
De kan formodentlig gjette, hvem som opholdt sig i Værelset ved Siden af
Biblioteket?
– Frøken Hilde, svarede jeg.
– Høist sandsynlig, men hun var sammen med en anden. Og denne anden har
været Gjærnæs’ Fader, den gamle Mand, som vi fandt død ude paa Sletten inat.
Jeg laa med dirrende Nerver i Sengen og hørte paa Detektivens Fremstilling.
Jeg havde længe forstaaet, hvor han vilde hen, langsomt var jeg gledet ind i den
sikre Overbevisning, at alt hvad jeg mindedes fra Nattens Oplevelser var
Virkelighed og ikke Drøm. Jeg vilde ha ham selv til at si det . . . Og alligevel gav
det et heftig Ryk gjennem mig, da jeg hørte ham bemærke med sin tørre og
sonore Stemme: Den gamle Mand, som vi fandt død ude paa Sletten inat – .
Detektiven tilføiet, idet han smilte igjen:
– Altsaa, kjære Ven, De har ikke drømt.
– De har gjettet mine Tanker, mumlet jeg.
Asbjørn Krag sad taus i næsten et Minut og hans Taushed forekom mig
trykkende. Jeg blev mere og mere nervøs, og jeg ønsket Detektiven langt væk, saa
jeg kunde staa op og komme ud i den frie og friske Luft, som jeg hørte suse
omkring Huset.
Jeg skottet op paa Asbjørn Krag. Han sad mellem Vinduet og Sengen, hans
renskaarne Profil, hans skaldede Isse og brede Kjæve stod skarpt mod Lyset.
Hvorfor talte han ikke? Hvad tænkte han paa? Pludselig vendte han Ansigtet mod
mig, jeg saa, at hans Øine skinnet unaturlig store bag Lorgnetglassene.
converted by Web2PDFConvert.com