Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

og tændtes et par Gange. En enkelt Gang blinket der Lys i alle Vinduerne ud mod
Gaarden, fordi et Menneske gik med en Lampe gjennem Værelserne. Det maatte
være Carsten Gjærnæs selv, da hans eget Værelse, medens dette stod paa, laa i
Mørke. Det var et paafaldende Liv som herskede i den store Gaard, jeg lyttet
anspændt, og en enkelt Gang forekom det mig, at jeg hørte altfor stærke eller
ophidsede Stemmer derindefra.
Jeg stod netop og tænkte: Nu bør Du gaa, da jeg lagde Mærke til, at en af de
smaa Sidedøre i den store Bygning aabnedes. Jeg vidste af denne Sidedør, den
førte ind til Frøkenens Leilighed, til Frøken Hildes tre private smaa Værelser. Ud
af Døren kom en Mand i en grøn Jagtfrakke. Under Armen havde han et Gevær
med Bøssepiben vendt nedad. Han stansede paa det øverste Trappetrin, en
Kvinde kom ogsaa ud. Det var Hilde. Hun rakte ham Haanden, smilte og sa nogle
Ord til ham. Saa gik han, vendte sig omkring og vinket med Haanden og hun
vinket igjen. Derfra hvor jeg stod kunde jeg se det hele meget tydeligt. Manden i
jagtfrakken kjendte jeg godt, det var en sympatisk ung Fyr, som bodde sammen
med os andre paa Hotellet. Han var Forstmester og hed Blinde.
Uden at være paa det rene med Grunden, var jeg blit stærkt interesseret. Jeg
listet hen bag en af de tykke Træstammer, for det kunde jo være, at han alligevel
fik Øie paa mig der jeg stod og spionerte – og det vilde jeg ikke. Nu var Hilde
gaaet ind. Hun lagde tydeligvis ikke noget skjul paa, at hun havde ledsaget denne
Mand ud. Hun havde talt saa høit med ham, at jeg, som stod langt nede i Haven,
kunde høre hendes Stemme, om jeg end ikke magtet at skjelne Ordene; og hun
smeldte med Døren og vred Laasen om, saa det knakk i den.
Knapt ti Skridt fra mig stanset Manden og tændte sin Pibe. Hans Ansigt
glødet bag Fyrstikken; han havde rødbrunt Skjæg, hans Træk var faste og
retskaarne. Han kastet Fyrstikken ned paa Marken og traadte paa den. Derefter
vendte han Ansigtet veirende mod den Kant, hvorfra Vinden kom, en Vane hos
ham fra hans Liv i Mark og Skog, – han vilde føle hvordan Veiret artet sig. Før
han gik videre, trak han Hatten længere ned over Øinene; saa gik han. Han tog
Veien over den øde Vidde mod Sommerhotellet. Jeg ventet i nogle Minutter, da
jeg ikke vilde la ham forstaa, at jeg havde spioneret og gik saa efter ham.
Da jeg kom ud paa Vidden, var han allerede forsvundet bag det nærmeste
Morads. Jeg hørte ikke hans Skridt længer og der kom ingen Støi fra Gaarden,
converted by Web2PDFConvert.com