Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Detektiven stanset foran mig og betragtet mig længe i Taushed.
– Ja, svarede han, vi har havt mærkelige Oplevelser inat.
– Det forekommmer mig, at vi fandt en død Mand.
– Ja.
– En gammel Mand. Og vi fandt ham akkurat paa det samme Sted, hvor vi
for tre Uger siden fandt den dræbte Forstmester Blinde.
Asbjørn Krag nikket.
– Akkurat der hvor vi syntes, at Jernvognen svinget nedad mod Sjøen.
Han nikket igjen.
– Men denne gamle Mand, stammet jeg, denne gamle Mand, . . . men det er
jo umuligt, kjære Krag, . . . det kan ikke være muligt –
– Denne gamle Mand, fortsatte Detektiven rolig, var unge Gjærnæs Far.
– Men han er jo druknet for fire Aar siden.
– Nei, det kan han jo ikke være.
– Kan han ikke –
– Det er da begribeligt, svarede Detektiven; eftersom han var ilive iallefald til
Klokken to inat.
– Baaden drev hvælvet iland yderst ude i Skjærene, mumlet jeg –
– Og hans Hue flød op, fortsatte Detektiven, idet han gik hen til Vinduet og
skjøv Gardinet tilside, – alle Remedier var iorden.
Jeg tænkte mig om. Jeg begyndte at ane, hvor Detektiven vilde hen.
– De mener altsaa, spurgte jeg, at gamle Gjærnæs har sat hele Drukningen i
Scene?
– Ja.
– At han flygtet, forsvandt– og med Hensigt lod Folk være i den Tro, at han
var druknet.
– Ja.
– Men hvorfor, hvorfor –
Asbjørn Krag tog igjen Plads paa Sengekanten.
– Det skal jeg fortælle Dem, sa han. Gamle Gjærnæs har været en Bedrager,
alene Døden har reddet ham fra at bli anmeldt for Assurancesvig.
converted by Web2PDFConvert.com