Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Husker De da ikke Portrættet? spurgte Detektiven haardt, Portrættet i
Stuen paa Gjærnæs. Bukkeskjægget, den krøgede Næse, de smaa Øienhulninger.
Jeg saa forfærdet paa Detektiven.
– Jovist, jovist, stammet jeg, gamle Gjærnæs. Det er gamle Gjærnæs, som
ligger her. Men du store Gud, han er jo druknet for fire Aar siden.
Men først nu er han endelig død, svarede Asbjørn Krag.
Detektiven tog mig varsomt i Armen.
– De vakler, sa han, det er nok rigtig, at Deres Nerver angribes –
Nu var igjen mine Læber ved at bli kolde og jeg kjendte denne varme Susen i
Nakken og Baghovedet, som bestandig har varslet mig om en nær forestaaende
Besvimelse. Jeg saa mig omkring. Landskabet antog mine forvirrede Øine de
underligste Former. Jeg saa at Dagen gryed. En lang Lysarm strakte sig over
Sletten og pillet ved Skogen, de yderste Furustammer blev gyldne. Jeg saa paa
den døde Mand, paa Asbjørn Krag, jeg lod Blikket flakke udover Sletten, jeg
forstod intet, i nogle Sekunder beherskedes jeg af den bestemte Fornemmelse, at
jeg drømte; men mine Sanser var følsomme og modtagelige, og et besynderligt
Billede af Solopgangen, seet i et Tiendedels Sekund, brændte ind i min
Bevidsthed. Himlen derhenne i Øst var ikke længer Himmel men en Afgrund af
Lys ind mod uanede og fjerne Verdener, en Vold af Skyer sprængtes ud fra
Horisonten, og Skyerne blev til en fantastisk Vandring af underlige Dyr med
Flammer i Tankerne og Ildmørje under de vingede Hover, en tumlende Horde,
som Solen tøilet med sine blinkende Straaler; det var Dagens gyldne Forspand.
Saa rullet selve Solen med stor Larm op af Horisonten.
. . . Jeg hørte Asbjørn Krags Stemme langt, langt borte –
V. ANSIGTET.
Min Bevidstløshed varede i flere Timer. Jeg kom til mig selv igjen ved at føle
mig gjennemrystet. Jeg laa paa en Vogn. Jeg hørte en Stemme og saa et kjendt
Ansigt. Det var Lensmanden.
– Saa er De kommet Dem nu, sa han, ja bli bare rolig liggende. Nu er vi snart
fremme.
converted by Web2PDFConvert.com