Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Vi gik endnu nogle Skridt fremover. Pludselig stanset jeg.
– Kjender De Dem igjen, hvisket jeg.
Detektiven saa paa mig, plirende, næsten ondskabsfuldt.
– Ja, svarede han, jeg kjender mig igjen. Hvorfor blir De saa bleg?
– Jeg blir slet ikke bleg, svarede jeg, men kanske al denne Nattevaagen
angriber mine Nerver.
Jeg pegte:
– Derhenne var det vi fandt Forstmesteren, derhenne ved den graa Sten, den
Døde laa med Ansigtet ned mod Jorden.
Asbjørn Krag rynket Panden.
– Den graa Sten, sletikke, mumlet han. – Han saa granskende omkring sig, –
Jeg kan ikke forstaa, hvor den Stenen er kommet fra.
Jeg lo og svarede:
– Og dog ligger Stenen der. Den ligger akkurat der, hvor vi fandt den Døde.
Asbjørn Krag gik hen til Stedet. Jeg saa, at han bøiet sig ned over den graa
Sten. Og . . . i hurtigt Løb var jeg ogsaa derhenne.
Det var slet ikke nogen graa Sten, det var et Menneske, som laa der, en
gammel Mand. Han havde et stygt Saar i Baghovedet.
– Han er død, sa Asbjørn Krag og vendte ham om, saa vi fik se hans Ansigt,
han er død for mindre end et Kvarter siden.
Jeg husker ikke nu, hvad jeg tænkte eller følte i det Øieblik. Formodentlig
resonnerte jeg ikke. Jeg saa paa den Døde uden at forstaa . . . Jeg havde en
lammende Fornemmelse af at befinde mig i en gaadefuld Uvirkelighed. Og jeg
var fuldstændig Maalløs. Men jeg husker, at jeg optraadte ganske meningsløst og
forvirret. Jeg bøiet mig ned og kjendte paa den Dødes Tøi, som var af stribet
Vadmel . . . . Asbjørn Krag vækket mig op ved at si:
– Det er Jernvognen, som har dræbt ham.
– Jernvognen, mumlet jeg . . .
– Ja, svarede Detektiven, kjender De ham ikke?
Jeg saa paa hans gamle, graa Ansigt. Jo. Men hvor havde jeg seet ham før.
Min Tanke strøg ubevidst forbi et Minde –
converted by Web2PDFConvert.com