Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Og saa ophørte med en Gang Larmen.
– Vognen er kjørt fast, raabte jeg.
– Eller splintret, svarede Krag, kom lad os løbe derhen.
Uden at afvente, hvad jeg vilde foreta mig, lagde han paa Sprang. Jeg fulgte
efter ham, men han løb saa hurtig og var kommet saa langt foran mig, at han var
nærved at forsvinde for mig i Mørket.
Vi kom paa den anden Side af Skogen og fortsatte nedover Skraaningen. Nu
var Mørket veget saavidt, at vi kunde skimte Havet nedenfor. Sjøens kjølige
Aande løftedes op til os; det isnede gjennem mit Bryst. Krag stanset og saa
udover den uhyre Skraaning. Hist og her stod Furuer, hvis Grene den evige
Havblæst havde kjæmmet fladt indover Land. Skraaningen var opfyldt af
Runestene, af Groper, af sammenblæste Sandbanker, hvis fattige, glisne
Græsvækst ledet Tanken hen paa noget ubarberet. Der fandtes ingen Vei, her var
næsten ufremkommeligt for Gaaende. Men en Vogn –! Hvordan kunde en Vogn
ha kommet frem her? Den maatte jo straks blit splintret. Og dog havde vi hørt
Lyden af dens rullende Hjul, regelmæssig og taktfast, fjernere, fjernere til den
stanset. Hvor var den blit af? Vi stirret udover Skraaningen, vore Øine jaget
Vidden rundt. Men vi saa bare Græstufser og Stene og Sandbanker og ingen
Vogn.
Asbjørn Krag gik et langt Stykke henover Skraaningen og saa hele Tiden ned
mod Jorden.
Da han vendte tilbage til mig, sa han:
– Ingen Hjulspor.
– Ingen Hjulspor, gjentog jeg uforstaaende, saa er Vognen kanske ikke kjørt
denne Vei alligevel.
– Den kan da umulig ha kjørt gjennem tætte Skogen, udbrød Detektiven, kom
lad os gaa ud paa Sletten igjen.
Da vi kom saa langt frem, at vi ikke længer kunde se Havet, sa Asbjørn Krag:
– Omtrent her var det, at Vognen vendte. Det hørtes saa paa Lyden.
– Eller kanske det var endnu længere frem, sa jeg.
Asbjørn Krag tænkte sig om.
– Ja, kanske det, mumlet han.
converted by Web2PDFConvert.com