Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

mulig; han bandte ærgerligt, fordi der ikke var mere Lys.
Jeg spurgte om vi ikke skulde løbe henover Sletten for muligens at faa et
Glimt af den mystiske Vogn.
– Men hvilken Retning skal vi ta? spurgte Krag, det er jo umuligt at afgjøre,
hvorfra Lyden kommer. Den gaar i store Buer, snart er den i Nord og snart er
den i Vest. Hør, nu lader det til, at den kommer nærmere.
Og det lod virkelig til det, for Lyden af det klingende Jern blev skarpere og
tiltog i Styrke.
Lidt efter sa Krag:
– Nu kan den ikke være langt borte.
Jeg hører bare Hjulenes Raslen, hvisket jeg, og slet ikke Hestehovene. Det
maa være en underlig Vogn.
Men vi kunde fremdeles ikke se den. Vognen arbeidet inde i Mørket. Vi rykket
uvilkaarlig ind mod Træstammerne, for vi havde en Følelse af, at den om nogle
Minutter vilde dukke frem fra Mørket og glødende fare forbi os.
feil.
Asbjørn Krag greb mig pludselig i Armen.
– Hørte De det? hvisket han. Hans Ansigt var forfærdelig spændt.
– Jeg hører ikke noget andet end Jernvognen.
– Det forekom mig, mumlet han, at jeg hørte et Skrig . . . Men kanske tar jeg
Vi havde hidtil havt den rullende Vogn lige imod os; men nu var det ligesom
den forandret Retning, svinget bag Skogen; Jernlyden dæmpedes ogsaa med et.
– Du store Gud, raabte jeg, den kjører mod Sjøen.
– Er der ingen Vei paa den side af Skogen?
– Nei, ingen Vei, bare Knauser og Sandgroper.
Der var ingen Tvil længer. Vognen kjørte lige mod Sjøen; Lyden af de rullende
Jernhjul dulmedes, eftersom den fjernet sig mere og mere.
– Den maa jo kjøre istykker, sa jeg, dette er dog fuldstændig vanvittig.
– Og dog er Lyden lige regelmæssig, svarede Asbjørn Krag og saa over mod
Skogens takkede og mørke Silhouet, den bare høres fjernere og fjernere.
nikket.
– Nu maa Vognen snart være ved Stranden, sa jeg, som kjendte Egnen. Krag
converted by Web2PDFConvert.com