Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Ja, men nu er Liget bragt bort.
Vi blev staaende stille og lytte.
Jeg hørte intet.
– Den fordømte Klokken, hvisket Asbjørn Krag, jeg hører bare den.
Og da jeg blev gjort opmærksom paa Lyden, hørte jeg ogsaa det evindelige
Tik-tak.
Krag rev Uret op af Lommen og stanset det.
Men hvor der dog er en bestandig og stærkt klingende Tone i en saadan Nat.
Naar man ikke lytter, fornemmes en død og absolut Stilhed omkring en; men
naar Øret lægges ind mod denne Stilhed, suser det straks. Det kan være en svag
Gliden af Vinden i Trætoppene, jo længere man lytter efter den, des stærkere blir
den. Men det behøver ikke være nogetsomhelst, det er ligesom selve Tausheden
surrer i Øret, surrer og spinder og vokser til en tung, fjern Storm, en Anelse, en
Fornemmelse af noget stort og hemmelighedsfuldt, som ligger udenfor
Menneskenes Sanser. Men saa knirker en virkelig Lyd, et Skridt i Sandet, en
Stemme, og straks er Stilheden der igjen. Og saa er det intet, man har hørt.
si:
– Lad os gaa, sa Krag.
Jeg vilde spørge ham om, hvor vi skulde gaa hen. Jeg kom saa langt som til at
– Jeg forstaar ikke rigtig hvor . . . .
Da Asbjørn Krag greb mig haardt i Armen.
Det var ikke nødvendig at anstrænge Sanserne længer, for nu hørte vi tydelig
og klart den fjerne, eiendommelige Klang af Metal, – som om Lænker blev slæbt
langs Jorden af et Slavetog, langt bag Horisonten. Det var Jernvognen.
Lyden steg og sank. Den kunde være saa kraftig, at vi formelig kunde høre,
hvordan Jernhjulene svirret paa Akslerne, men saa dalet Lyden igjen, gled langt
væk, klirret en Mil borte, krøb ind i Tausheden. For atter at stige og synge høit i
vore Øren.
Vi stod og lyttet efter Jernvognen i ti Minutter eller mere.
– Jeg har en Følelse af at den gaar i Ring, mumlet Asbjørn Krag, at den
kjører rundt i en uhyre Cirkel langt ude paa Sletten.
Han forsøgte at gjennembore Mørket med sit Blik, men det var ham ikke
converted by Web2PDFConvert.com