Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Gangen og støttet sig til Dørstokken. Det kunde betyde, at Manden var saa svag,
at han var nærved at vakle overende, men det kunde ogsaa betyde, at han for
ingen Pris vilde slippe mig frem og ved at spærre Døren vilde betegne, at
gjennem den kunde jeg ikke komme.
– Jeg er ikke syg, sa han.
– Saa er maaske Deres Husbond syg?
– Nei.
– Er der nogen inde hos ham?
– Nei, der er slet ingen inde hos ham. Han er alene med sin Søster.
Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor jeg blev afvist og jeg fortsatte derfor med mine
Spørgsmaal.
– Kan jeg da ha fornærmet ham? mumlet jeg.
– Paa ingen Maade, svarede Forvalteren, men Hr. Gjærnæs kan ikke modta
Dem iaften.
Jeg betragtede igjen Manden nøiere og blev nu ganske overbevist om, at han
virkelig var usedvanlig bleg. Jeg husker, at jeg i det Øieblik tænkte: Hvorfor spør
han ikke, om han skal hilse sin Husbond fra mig, om jeg ikke har et Erind. Jeg
spurgte igjen:
– Hvordan kunde det være, at netop De skulde træffe mig herude i Gangen?
– Frøkenen saa Dem komme.
– Frøken Hilde?
– Ja. Og saa bad hun mig om ikke at slippe Dem ind; det er efter Ordre jeg
staar her.
Jeg vendte braat om og gik. Jeg sa ikke godaften til Manden, nikket ikke
engang. Jeg gik tvers over Gaardspladsen. Hunden knurret værre end før. Der
var en Snarvei gjennem Haven; denne Vei kjendte jeg. Jeg havde gaaet den
mange Gange og jeg gik den ogsaa nu. Og nu gjorde jeg noget som beviser, at jeg
havde begyndt at fatte Mistanke om at et eller andet besynderligt var paafærde.
Jeg stanset i Mørket under Havens Trækroner; jeg blev staaende her og lytte og
se over mod Huset.
Jeg kunde forstaa, at Godseieren ikke havde Gjæster, for der var bare Lys i
Arbeidsværelset og i Værelset ved siden af; Lyset i hans Arbeidsværelse slukkedes
converted by Web2PDFConvert.com