Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg sover meget lidet, kjære Ven.
– Hvad har De hørt?
– Jeg har hørt Jernvognen, svarede Detektiven.
Han fortalte det ligefrem uden Pathos, som man kan fortælle om et
Musikstykke, man har hørt, eller en Fugl. Vi gik og gik, Sjøen skyllet mod
Stranden, saa vi ikke kunde høre vore egne Skridt.
– De tror mig kanske ikke, fortsatte Detektiven, De svarer ikke noget.
– Jo, jeg tror Dem. Men hvad skal jeg si?
Vi aabnet en Grind og kom forbi nogle smaa Huser. Intetsteds saaes lys, alle
Vinduerne var sorte, jeg havde en Følelse af, at Husene var tomme og at alle
Mennesker var langt, langt borte. Vi kunde ikke se meget, Veien, Trærne og
Husene gled mod os fra Mørket eftersom vi gik, rundt omkring os stod i en Ring
sorte Takker og Koller mod Himlen som en Pallisade af Mørke.
– Hvor skal vi hen? spurgte jeg.
– Ud paa Sletten, svarede Asbjørn Krag.
– Tror De paa Jernvognen?
– Jeg har hørt den. Jeg stod ved mit aabne Vindu og hørte den fjernt, som en
Raslen af Lænker. Lyden bares nedover til mig med Vindkastene. Og nu vil jeg ud
paa Vidden for at se, hvad det egentlig er, som kjører omkring derude om
Nætterne.
Vi gik ind i Skogen, som lukket sig beklemmende omkring os; nu var der
heller ingen Lyd længer, for Suset fra Sjøen naaede ikke herop. Vi gik hurtigere.
– Tror De ikke det lysner snart? spurgte jeg.
– Om en halv Time begynder Dæmringen, svarede Krag.
Men alligevel var det som at komme ud i Halvdagen, da vi lod Skogen bag os,
jeg kunde tælle de nærmeste Træstammer og se ganske vidt ud over Sletten, før
Mørket stængte mit Syn. Tilhøire for os løftet Fjeldet sin rolige Pande mod den
flakkende Nattehimmel. Ved Fjeldets Grund laa Sandgraverhytten, den havde et
bredt, fremspringende Tag, som mindet om et Øielaag.
– Se paa den graa Hytten, sa Detektiven, det er ligesom den stirrer levende
paa os.
Jeg tilføiet uvilkaarlig og meningsløst:
converted by Web2PDFConvert.com