Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
forfærdelig Ulykke, stakkels Ven. Men Asbjørn Krags Tanker maatte være langt borte, for han sa aandsfraværende: – Fældet, jasaa. Saa mener De det? Han blev mere og mere ordknap, og da jeg skjønte, at han vilde være alene med sine Grublerier, forlod jeg ham. Jeg kom sent til Aftensbordet og Klokken blev elleve, før jeg var færdig med Spisningen. Da jeg gik forbi hans Vindu hørte jeg ham trave frem og tilbage indenfor, jeg vilde ikke forstyrre ham og tog Veien hjemover til min lille Hytte. Det trak op til Uveir, Kvælden havde hidtil været mild og sommerblank, men etsteds ude i Horisonten stod Regnveiret og pustet, saa Luften blev dugget og gusten; det kom med en Gang, ligesom naar man aander paa en glinsende Metalplade, Sjøen vrængte en blygraa Bug op inde i Havnen. Det havde været blikstille i flere Timer, men nu slog Havet yderst ude en sort Rynke, Blæsten og Regnet kom nærmere. Jeg gik hurtig langs Stranden for at naa i Betids hjem til min Hytte. Det slog mig, hvor den laa ensomt derude. Jeg havde aldrig følt det saadan før og jeg angret paa, at jeg ikke havde sørget for et andet Hus. Da jeg lukket Døren efter mig, randt Regnet nedover Ruderne. Man kan forstaa, at der ikke kunde være tale om Søvn for mig efter alt, hvad jeg havde hørt og oplevet. Jeg stængte Døren, trak Gardinerne sammen foran Vinduerne og tændte et Lys. Jeg forsøgte at læse i en Bog jeg havde og læste lange Stykker op igjen og op igjen, uden at forstaa, hvad jeg læste. Jeg kunde ikke samle Tankerne. Tilslut lagde jeg Bogen væk, lukket Øinene og gjentog halvhøit for mig selv den sidste Sætning, Asbjørn Krag havde sagt: Fældet, jasaa. Saa mener De det . . . . Jeg faldt lidt efter lidt sammen, døset hen, jeg mærket, hvordan Regnet stilnet og tilslut holdt op, om et Minut eller to vilde jeg ha sovnet, men saa blev jeg med et lysvaagen ved at høre, at der blev banket haardt paa min Dør. Det banket paa Døren. Min første Tanke var: Døren er laaset; det er godt. Det banket igjen. – Hvem er det? raabte jeg. Intet Svar. Jeg kunde tælle mit Hjertes Slag, saa kraftig slog det. Det var jo converted by Web2PDFConvert.com
taabeligt af mig at være bange, men kanske faldt Angsten saa let over mig, fordi jeg netop var gledet ud af Slummeren. Men saa banket det igjen mod Døren med haarde, knoklede Knoer. Det var en ubeskrivelig Følelse at vide, at i Mørket derudenfor stod nogen. Hvem i alverden kunde det være? Jeg spurgte igjen, raabte saa høit jeg formaaede. Langt om længe kom Svaret, men jeg opfattet det ikke; det var en lav, skjægget Stemme. – Hvem er det? – Luk op, svaredes der. Det var Detektiven. Jeg vred Nøglen om og slog Døren op paa vid Væg. Ude i Skumringen stod han. Han hilste ironisk med Hatten dybt mod Marken, saa hans blanke Isse skinnet i Mørket. – Dem? spurgte jeg forbauset, kommer De saa sent? – Ja, svarede han, Klokken er et. Skræmte jeg Dem? – Paa ingen Maade. – Aa, tilstaa bare. Sov De? – Nei. – Hvorfor har De ikke lagt Dem? Jeg troede han holdt mig for Nar, jeg blev sint, men, uden at afvente mit Svar, skyndte Detektiven sig at si: – Jeg haaber De undskylder. Men jeg kommer i et vigtigt Anliggende. – Hvorfor svarede De ikke, da jeg spurgte første Gang? Asbjørn Krag lo, en stille, tør Latter. Jeg kunde utydelig skimte Manden og det hørtes som om Latteren kom fra selve Skumringen. – Tilgi mig, svarede han, men jeg eksperimenterede. Jeg forstod, at De var bange og det moret mig at høre Dem endnu engang. Saaledes, tænkte jeg, saaledes raaber et Menneske i Rædsel. – De tar feil, svarede jeg og skjøv Døren halvt igjen, som De vel kan forstaa er jeg ved at gaa til Ro. Jeg vil nødig forstyrres. Men Detektiven stak udenvidere sin Spadserstok mellem Døren og Tærskelen. – Kom med, sa han, hvorfor vil De svigte mig netop nu? converted by Web2PDFConvert.com
- Page 5 and 6: Stenrøser, omkring Tjern, over Bæ
- Page 7 and 8: og tændtes et par Gange. En enkelt
- Page 9 and 10: Jeg siger: - Naa er De ude saa sent
- Page 11 and 12: Pigerne. Bankmanden raabte pludseli
- Page 13 and 14: Medicineren forklaret sig med Sagku
- Page 15 and 16: forbindtlig, da denne paatog sig at
- Page 17 and 18: naar. - Ja, han kommer saa hurtig s
- Page 19 and 20: dette ikke havde sin Grund i min Pe
- Page 21 and 22: Ugjerningens Aarsag eller om hvem M
- Page 23 and 24: Sendrægtighed, jeg vil ha Manden t
- Page 25 and 26: imorgen, som han kunde henvende sig
- Page 27 and 28: Der jeg laa i Sengen kunde jeg betr
- Page 29 and 30: Omgivelser. De stod saa udmærket m
- Page 31 and 32: - Til Herregaarden. Der har jeg end
- Page 33 and 34: Fotograferingen af den Døde. Lufte
- Page 35 and 36: - Saa faar De komme indenfor, svare
- Page 37 and 38: - Forstmester Blinde gik herfra Klo
- Page 39 and 40: staar midt op i Sommerarbeidet, og
- Page 41 and 42: Vor Vært smilte - et besynderligt,
- Page 43 and 44: Udlægninger af Grundene til Forbry
- Page 45 and 46: Jeg skulde netop ved den Leilighed
- Page 47 and 48: - Husker De ikke, at jeg for lidt s
- Page 49 and 50: Øiebliks Ophidselse ved at se hans
- Page 51 and 52: - Sa han noget? - Ja, han sa: Store
- Page 53 and 54: - Jeg havde ikke tænkt at gaa til
- Page 55: - Men efter den Nat har De kanske i
- Page 59 and 60: - Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg
- Page 61 and 62: mulig; han bandte ærgerligt, fordi
- Page 63 and 64: Vi gik endnu nogle Skridt fremover.
- Page 65 and 66: - Hvormange er Klokken? spurgte jeg
- Page 67 and 68: Detektiven stanset foran mig og bet
- Page 69 and 70: - De slutter logisk, svarede Detekt
- Page 71 and 72: - Jeg har fra første Stund været
- Page 73 and 74: - Ja, sa han, jeg kan læse i Dem s
- Page 75 and 76: at det gjaldt noget andet end Hemme
- Page 77 and 78: Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurti
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91 and 92: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 93 and 94: Men der var slet ingen Kjølighed a
- Page 95 and 96: ikke var paa det Rene med, hvad det
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101 and 102: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 103 and 104: Jeg aabnet Døren. - Saa gaar vi, s
- Page 105 and 106: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
taabeligt af mig at være bange, men kanske faldt Angsten saa let over mig, fordi<br />
jeg netop var gledet ud af Slummeren.<br />
Men saa banket det igjen mod Døren med haarde, k<strong>no</strong>klede K<strong>no</strong>er. Det var en<br />
ubeskrivelig Følelse at vide, at i Mørket derudenfor stod <strong>no</strong>gen. Hvem i alverden<br />
kunde det være?<br />
Jeg spurgte igjen, raabte saa høit jeg formaaede. Langt om længe kom Svaret,<br />
men jeg opfattet det ikke; det var en lav, skjægget Stemme.<br />
– Hvem er det?<br />
– Luk op, svaredes der.<br />
Det var Detektiven. Jeg vred Nøglen om og slog Døren op paa vid Væg. Ude i<br />
Skumringen stod han. Han hilste ironisk med Hatten dybt mod Marken, saa hans<br />
blanke Isse skinnet i Mørket.<br />
– Dem? spurgte jeg forbauset, kommer De saa sent?<br />
– Ja, svarede han, Klokken er et. Skræmte jeg Dem?<br />
– Paa ingen Maade.<br />
– Aa, tilstaa bare. Sov De?<br />
– Nei.<br />
– Hvorfor har De ikke lagt Dem?<br />
Jeg troede han holdt mig for Nar, jeg blev sint, men, uden at afvente mit Svar,<br />
skyndte Detektiven sig at si:<br />
– Jeg haaber De undskylder. Men jeg kommer i et vigtigt Anliggende.<br />
– Hvorfor svarede De ikke, da jeg spurgte første Gang?<br />
Asbjørn Krag lo, en stille, tør Latter. Jeg kunde utydelig skimte Manden og<br />
det hørtes som om Latteren kom fra selve Skumringen.<br />
– Tilgi mig, svarede han, men jeg eksperimenterede. Jeg forstod, at De var<br />
bange og det moret mig at høre Dem endnu engang. Saaledes, tænkte jeg,<br />
saaledes raaber et Menneske i Rædsel.<br />
– De tar feil, svarede jeg og skjøv Døren halvt igjen, som De vel kan forstaa er<br />
jeg ved at gaa til Ro. Jeg vil nødig forstyrres.<br />
Men Detektiven stak udenvidere sin Spadserstok mellem Døren og Tærskelen.<br />
– Kom med, sa han, hvorfor vil De svigte mig netop nu?<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language