Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

at jeg er syg. Derfor maatte jeg være saa brutal mod Dem, det var ikke for noget
andet.
– Hørte De slet intet af hvad der blev sagt? spurgte Detektiven.
– Nei, ikke no videre. Men engang hørte jeg, at Frøkenen kom med
Bebreidelser mod Gjærnæs. Du burde jo være glad, sa hun og istedet er Du saa
fortvilet som Døden.
– Hvad svarede han til det?
– Han sa: Jovist er jeg glad, Hilde, men dette er jo forfærdeligt alligevel.
Hvorledes skal vi kunne holde det hemmeligt. Men jeg hørte ogsaa, at han sa
noget andet.
Detektiven spurgte ikke mere. Jeg forstod, at vi nu var kommet til et vigtigt
Punkt i Forvalterens besynderlige Fortælling.
– Han sa ogsaa noget andet, gjentog Forvalteren halvhøit, næsten hviskende.
Og jeg kunde ikke la være at høre det, fordi jeg netop gik gjennem Stuerne.
Gjærnæs sa: Men han er dødsens.
Detektiven hørte paa dette uden at fortrække en Mine.
– Hvem sa han det til? spurgte han.
– Til Frøkenen.
– Hvorfor ikke til Forstmester Blinde, som ogsaa var tilstede.
– Blinde var ikke sammen med de to da; han ventet i Frøkenens Leilighed.
Frøkenen og Gjærnæs var alene paa Kontoret.
– Har De nogen Formening om hvem Gjærnæs talte om.
– Hvorledes kan jeg det?
Forvalteren stirret igjen sky tilside.
– De kan vel kanske ha Deres Tanker, sa han, samme Aften hændte jo det
frygtelige ude paa Sletten. Forstmester Blinde gik fra Gaarden Klokken 11.
Asbjørn Krag sad længe taus; saa rammet han direkte i Sagens Kjerne ved at
spørge:
– Hvordan kan Gjærnæs ha noget med dette Mord at gjøre? Gjærnæs blev jo
paa Gaarden.
Forvalteren svarede ikke. Han sad med ludende Hoved og tumlet forlegent sin
Hat mellem Fingrene. Lidt efter mumlet han:
converted by Web2PDFConvert.com