Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Sa han noget?
– Ja, han sa: Store Gud, nu har jeg aldrig seet noget saa likt . . . Saa brød han
Brevet og læste det. Og da han havde læst de første Linjerne holdt han paa at
besvime, iallefald blev han forfærdelig bleg, ja, mens han sad der i Stolen var han
saa bleg som et Lig. Jeg har aldrig oplevet noget saa underlig.
– De sa, at han rendte gjennem Værelserne?
– Ja, det var efterat han havde summet sig det. Men først jaget han mig ud.
De maa ikke være her længer, sa han, De maa Død og Pine ikke være her længer.
Han ventet ikke til jeg var gaaet, men fór ganske vetløs gjennem Værelserne og
raabte paa Frøkenen.
– Var hun hjemme?
– Ja, hun var hjemme.
– Hvad sa han til hende?
– Det ved jeg ikke. Jeg gik. Men siden hørte jeg af Pigerne, at Frøkenen havde
skreget op, men dog forsøgt at berolige Gjærnæs. De to talte længe sammen i
Biblioteket for lukkede Døre og Vinduer. Derefter blev jeg raabt ind. Hør nu, min
kjære Forvalter, sa Gjærnæs, jeg fik et overraskende Brev for lidt siden. Det var
paa en Maade meget sørgeligt, men det var ogsaa paa en Maade meget glædeligt.
Jeg blev i alle tilfælde stærkt bevæget ved Læsningen af det, og jeg vil bede Dem
om at glemme Optrinet og ikke fortælle det til nogen. Det gjælder en helt privat
Sag. Det er ikke noget mere at snakke om. Det sidste troede jeg nu ikke, for
Husbond var fremdeles meget bleg.
– Naar hændte dette?
– Ved 9-Tiden om Aftenen.
– Det var altsaa før Forstmester Blinde kom?
– Ja, en halv Time før. Da han kom, vilde først Gjærnæs negte ham Adgang,
men Frøkenen slap ham ind. De tre havde en lang Samtale sammen. Det var
mod Slutningen af denne Samtale, at De kom.
Her nikket Forvalteren mod mig.
– Frøkenen saa Dem gjennem Vinduet, fortsatte han, hun løb ud til mig og
bad mig endelig ikke slippe Dem ind. Gjærnæs selv kom ogsaa tilstede og raabte
op som om han skulde være gal. Jeg maa være alene, raabte han, kan De ikke se
converted by Web2PDFConvert.com