Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Stenrøser, omkring Tjern, over Bækkefar, gjennem Smaaskog og Krat. Det var en
yndet Spadservei og man kunde paa en halv Time eller vel det naa fra
Sommerhotellet til Gaarden. Det hændte, at man fik hilse paa den vakre, unge
Hilde eller fik slaa af en Passiar med Carsten Gjærnæs, – og i begge Tilfælde
maatte Spadserturen kaldes vellykket.
Aftenen før dette hændte, som jeg nu skal fortælle om, havde jeg været en Tur
ud over Vidden.
Jeg gik fra Hotellet noget over Klokken halv ti – efter at Aftensmaaltidet var
færdig. Jeg var alene og gik noksaa hurtig, for jeg følte Kvældsluften kjølig og
klam. Lidt over Klokken 10 var jeg henne ved Gaarden og jeg tænkte da, at det
kunde være ganske pudsig at faa en Samtale, muligens et Slag Kort eller et Parti
Schack sammen med Carsten Gjærnæs. Netop paa denne Tid pleiet han at slaa
sig ned i sit Arbeidsrum og sløse Tilværelsen væk til Midnat; jeg forudsatte altsaa
som en Selvfølge, at jeg vilde være velkommen, fordi Carsten Gjærnæs var en
selskabelig anlagt Mand og fordi jeg kjendte ham noksaa godt.
Men jeg indrømmer at jeg ogsaa havde en liden Bitanke: Hvad om Hilde
endnu ikke var gaaet til ro, saa kunde jeg kanske faa Anledning til at veksle nogle
Ord med hende. Hun var som sagt en meget pen Pige og herinde i denne
Ødemark savnet jeg Dameselskab; – de tre nervesvækkede Forretningsdamer i
Hotellet var ikke til at holde ud med alt sit Snak om de var blit fede, om de var
blit brune eller om jeg vilde følge dem hen til et Sted, hvor de kunde plukke
Vandliljer.
Jeg gik ind gjennem Havegrinden og kom frem paa Gaardspladsen, i
Hundehuset laa den sorte Hektor og knurret, og da jeg lod som om jeg ikke lagde
Mærke til den, vraltet den langsomt ud med Lænken slæbende efter sig. Den ulte
og knurret ustanselig og dette forundret mig endel, da jeg havde fæstet mig ved
Hektor som en bestandig fredsommelig Hund.
Idetsamme jeg skulde gaa gjennem Hoveddøren, kom Gaardsforvalteren mig
imøde og stanset mig.
– Undskyld, sa han, men De maa ikke forstyrre Godseieren nu.
Jeg blev staaende og stirre paa Manden.
– Hvad feiler Dem? spurte jeg, er De syg?
Manden var bleg, det kunde jeg se, tiltrods for Skumringen. Han stod der i
converted by Web2PDFConvert.com