Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

glædesfyldt Latter og Tale udover Veiene og fra Sjøen klang igjen Badegjæsternes
regelløse Aareslag.
Man vil erindre, at jeg samme Morgen, som Asbjørn Krag dukket op, bad om
at faa anvist et andet Værelse. Ved et Tilfælde opdaget jeg, at Hotellet var lydt
som en Telefontrakt, og det, at jeg ikke kan tale paa et Værelse uden at det blir
hørt tilhøire og venstre har bestandig irriteret mig. Men nu var der ikke flere
Værelser ledige paa Hotellet. Værtinden fik opsnuset et for mig, som laa nogle
Minutters Spadservei derfra ude paa en liden Odde, Kobbeodden kaldet. Der
boede jeg ganske alene i en liden Hytte; men jeg spiste fremdeles paa Hotellet.
Den første Dag efter min Flytning, spurgte Detektiven mig:
– Er De ikke bange for at bo saa ganske alene?
– Nei, hvorfor skulde jeg være bange, svarede jeg.
– Endnu er Nætterne lyse, sa Asbjørn Krag og veiret op mod Himmelen, men
der kommer mørke Nætter efter disse.
– Jeg forstaar Dem ikke.
– Denne uhyggelige Hændelse har altsaa ikke angrebet Deres Nerver?
– Nei.
– Det er godt. De er netop den Mand som kan bistaa mig. Jeg haaber De blir
nogle Dage til.
– Jeg blir gjerne nogle Dage til, svarede jeg, og jeg tror det falder mig let at
bistaa Dem.
– Naada!
– For jeg kan ikke indse, at De selv bestiller nogetsomhelst.
Asbjørn Krag smilte og saa sa han noget, som da forundret mig meget, men
som jeg ved en senere Leilighed husket. Han sa:
– Men De maa da indrømme, at Tiden gaar.
– Hvad beskæftiger De Dem egentlig med om Dagen? spurgte jeg.
– Skriver Breve, svarede han, jeg har paalagt nogle Agenter i Kristiania et
svare Bryderi med at indhente Oplysninger. Og saa venter jeg paa noget som skal
hænde.
– Skal hænde?
– Ja.
converted by Web2PDFConvert.com