Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Naa, saaledes.
Vi gik videre og kom ind i Gjærnæs’ Bibliothek. Han var en stor Bogven. Et tæt
Rullegardin var trukket ned for Værelsets eneste Vindu, saa det var noksaa mørkt
herinde.
– Nu har jeg ikke mere at vise Dem, sa Gjærnæs.
– Men den Dør? spurgte Asbjørn Krag og pegte paa en Dobbeltdør
ligeoverfor, hvor fører den hen?
Gjærnæs stillet sig beskyttende foran Døren.
– Derinde ligger min Søster og sover, sa han.
Jeg fór uvilkaarlig sammen. En Klang af Haabløshed og Forsagthed var nu
igjen i Mandens Stemme og jeg kom til at huske paa Optrinet Mordaftenen, da
Forvalteren saa ivrig negtet mig Adgang til Huset.
Jeg ved ikke om Asbjørn Krag lagde Mærke til Forandringen i vor Værts
Optræden, den lod ialfald ikke til at gjøre mindste Indtryk paa ham. Hans Tanker
var igjen vendt tilbage til Mordet. Da vi langsomt drev gjennem Værelserne den
samme Vei vi var kommet, spurgte han:
– Aner De hvem Morderen er?
Gjærnæs stanset og støttet sig med Haanden mod en Stolryg.
– Jeg kan ikke fatte det, svarede han.
– Og Deres Søster?
– Det er ogsaa en Gaade for hende.
– Og De kan ikke gi Oplysninger, som har nogen Værdi for Eftersøgelsen?
– Nei, tvertimod. Alle de Oplysninger, som jeg kan gi om den Ulykkeliges
Besøg her, tjener jo bare til at gjøre det hele mere gaadefuldt.
– De har ret, svarede Asbjørn Krag.
Idet vi skulde ta Afsked med Gjærnæs, sa Detektiven:
– Men saa har vi Vognen.
Gjærnæs forstod intet.
– Vognen? spurgte han.
– Ja, ved De ikke det, svarede Asbjørn Krag, man har hørt Jernvognen
Mordnatten.
converted by Web2PDFConvert.com