Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Saa vil jeg spørge Dem mere direkte, fortsatte Asbjørn Krag, likte De
Forbindelsen?
– Nei, svarede Gjærnæs alvorlig.
– Hvorfor ikke?
– Naturligvis fordi jeg ikke likte Forstmesteren selv. Han virket usympatisk
paa mig. Det forekom mig bestandig, at han var overlegen og arrogant og han
vandt slet ikke ved nærmere Bekjendtskab. Selv da han havde faaet min Søsters
ja, syntes han mig en Smule modbydelig. Der var noget triumferende over ham.
Asbjørn Krag blev pludselig mere interesseret.
– Vil De bruge det Ord, spurgte han, triumferende.
– Ja, det faldt mig ind . . .
– Men det kan benyttes i forskjellig Betydning. Mener De triumferende, fordi
han havde opnaaet den Lykke at bli forlovet med Deres Søster, eller mener De
egoistisk triumferende, fordi netop han og ikke en af de andre havde opnaaet den
Lykke?
ham.
– Jeg mener egoistisk triumferende. Der var bestandig noget egoistisk over
– Blev De forbauset ved at høre om Ulykken?
– Forbauset er et altfor mildt Udtryk, svarede Gjærnæs, jeg blev skrækslagen.
– Og Deres Søster?
– Hun har grædt i hele Dag. Hun er netop gaaet tilsengs, da hun føler sig syg
og nedbrudt.
– Jeg vilde gjerne tale med hende.
Gjærnæs blev pludselig saa urolig, at han stammet.
– Det kan slet ikke la sig gjøre, sa han, hun er gaaet tilsengs.
Asbjørn Krag svarede ikke noget til dette. Derimod fik han med en Gang en
paafaldende Interesse for Værelsets Udstyr. Det var temmelig lavloftet, som i de
fleste gamle Herregaarde, Møblerne var gamle, Stolene betrukket med lyst,
stribet Klæde.
– Jeg har en særlig Glæde ved at gaa gjennem gamle Gaarde, bemærket
Detektiven, idet han reiste sig; maa jeg ikke faa se de andre Stuer, Hr. Gjærnæs.
– Jo, med Fornøielse, men De kommer lidt ubeleiligt nu, svarede Gjærnæs, vi
converted by Web2PDFConvert.com