Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
sammen, saa de blev til to sorte Streger bag Lorgnetglassene: – De har ret; De har ikke Nerver af Staal. Han lagde den grønne jagthat tilbage paa den Dødes Bryst, og saa forlod vi alle tre Sandgraverhytten. Lensmanden skjøv Slaaen for Døren. Det føltes for mig som en vældig Befrielse at gaa over den aabne Slette, aande i fri Luft og under den høie blaa Himmel. Hesten havde under vor Fraværelse græsset længere og længere væk fra Landeveien og trukket Vognhjulene ned i Grøften. Tre Mænds Løft maatte til for at faa Vognen op paa Veien igjen. Saa kjørte vi videre mod Gjærnæs. Klokken var to. Det lod til, at Detektiven ogsaa havde Sans for Landskabets Skjønhed. Han gjorde nogle Haandbevægelser hen mod Skogen og Tjernene, ligesom han indrammet et Billede og sa: – Hvilket Motiv for en Maler. Det var underligt, at han kunde tænke paa saadanne Ting nu hans Tanker burde være optat af den uhyggelige og eiendommelige Gaade, som han havde paatat sig at løse. Vi nærmet os Gjærnæs. Ude paa Markerne var Arbeidet i fuld Gang, Folkene rettet sig op og skygget for Øinene, da vi kjørte forbi. Asbjørn Krag beundret ogsaa den smukke Løvallé, som stødte op til Gaarden; hvor den duftende Tunnel endte, kunde vi se Gaardens hvide Facade; idet vi kjørte forbi Haven, slog en stærk Farvemængde os lige i Synet: violette Syrenklaser, som duvet mellem de kridhvide Gjærdestaver. I Hovedbygningen stod alle Dørene og Vinduerne aabne, Vinden fór frit gjennem Huset og bar Gardinerne med sig indover. Der duftet stærkt af Eng og Korn og groende Kløver, – en lys herlig Sommerdag for vidaaben Himmel. Lensmanden stanset Hesten med et Rykk, saa den varme Singel knistret under Hoverne. Vi blev siddende i Vognen og stirre mod Indgangsdøren, om nogen skulde komme, og endelig fyldtes da Dørgabet af en barhodet Mand i en hvid Sommerjakke. Det var Forvalteren; jeg nikket og hoppet af. – Herskabet hjemme? spurgte jeg. – Ja. Manden rørte sig ikke; han stod med Hænderne i Bukselommerne og stirret nysgjerrig paa os. – Vi vil helst tale med Gjærnæs selv, sa jeg og gik. converted by Web2PDFConvert.com
– Saa faar De komme indenfor, svarede Forvalteren uden at gi Plads i Dørgabet. Nu saa jeg nøiere paa ham. Det var Manden fra iforgaars Aftes, Forvalteren som negtet mig Adgang til Huset. Han var endnu meget bleg, det kunde jeg se ganske tydelig. Hans Øine pliret smaa og ledet Tanken hen paa søvnløse Nætter; og der var noget gustent og gult og tyndnæset over hans Bleghed – som bestandig hos grove og robuste Folk, som gribes af en dyb Sorg eller overfaldes af en heftig Skræk. Endelig kom der lidt Rørlighed i Mandens tykke Saaler; han fulgte os ind i en af Stuerne. Detektiven stillet sin Fotografikasse paa Bordet og gav sig derpaa udenvidere til at se paa Forvalteren. Han saa længe paa ham. Forvalteren forbausedes over hans Nysgjerrighed og spurgte: – Hvem er den Karen? – Jeg er fra Kristiania, svarede Krag, jeg er Detektiv. Krag saa igjen granskende paa ham og tilføiet: – Og De er Forvalter her, ikke sandt? – Jo. Forvalteren vendte sig om, idet han mumlet noget om, at han skulde varsle sit Herskab. Han var rimelig nok blit forlegen og da han kom til Døren vendte han sig en Gang om men mødte atter Asbjørn Krags Blik og forsvandt hurtig. Et besynderligt Smil gled over Detektivens Mund. Han havde tat Plads henne ved Vinduet og sad med Ryggen mod Lyset. Hans Øine var halvt nedslagne og det forekom mig, at han med uhyre Interesse betragtet Straahatten, som laa paa hans Knær. Iøvrig sad han ganske stille. Lensmanden stod henne ved Vinduet og holdt Øie med Hesten. Et eller andet Sted i Bygningen talte en ilter Kvindestemme og ude fra Veien bares Lyden af en Cycleklokke ind til os; ingen kom. – Lagde De Mærke til Forvalteren? spurgte jeg. – Ja, svarede Detektiven spørgende, omtrent som han vilde si: Naada? – Lagde De Mærke til hans Ansigt; det forekom mig, at han var ganske ulykkelig. – Saa-aa – converted by Web2PDFConvert.com
- Page 1 and 2: okselskap.no, 2013 Stein Riverton:
- Page 3 and 4: svinget sig. Men saa smaldt en Grin
- Page 5 and 6: Stenrøser, omkring Tjern, over Bæ
- Page 7 and 8: og tændtes et par Gange. En enkelt
- Page 9 and 10: Jeg siger: - Naa er De ude saa sent
- Page 11 and 12: Pigerne. Bankmanden raabte pludseli
- Page 13 and 14: Medicineren forklaret sig med Sagku
- Page 15 and 16: forbindtlig, da denne paatog sig at
- Page 17 and 18: naar. - Ja, han kommer saa hurtig s
- Page 19 and 20: dette ikke havde sin Grund i min Pe
- Page 21 and 22: Ugjerningens Aarsag eller om hvem M
- Page 23 and 24: Sendrægtighed, jeg vil ha Manden t
- Page 25 and 26: imorgen, som han kunde henvende sig
- Page 27 and 28: Der jeg laa i Sengen kunde jeg betr
- Page 29 and 30: Omgivelser. De stod saa udmærket m
- Page 31 and 32: - Til Herregaarden. Der har jeg end
- Page 33: Fotograferingen af den Døde. Lufte
- Page 37 and 38: - Forstmester Blinde gik herfra Klo
- Page 39 and 40: staar midt op i Sommerarbeidet, og
- Page 41 and 42: Vor Vært smilte - et besynderligt,
- Page 43 and 44: Udlægninger af Grundene til Forbry
- Page 45 and 46: Jeg skulde netop ved den Leilighed
- Page 47 and 48: - Husker De ikke, at jeg for lidt s
- Page 49 and 50: Øiebliks Ophidselse ved at se hans
- Page 51 and 52: - Sa han noget? - Ja, han sa: Store
- Page 53 and 54: - Jeg havde ikke tænkt at gaa til
- Page 55 and 56: - Men efter den Nat har De kanske i
- Page 57 and 58: taabeligt af mig at være bange, me
- Page 59 and 60: - Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg
- Page 61 and 62: mulig; han bandte ærgerligt, fordi
- Page 63 and 64: Vi gik endnu nogle Skridt fremover.
- Page 65 and 66: - Hvormange er Klokken? spurgte jeg
- Page 67 and 68: Detektiven stanset foran mig og bet
- Page 69 and 70: - De slutter logisk, svarede Detekt
- Page 71 and 72: - Jeg har fra første Stund været
- Page 73 and 74: - Ja, sa han, jeg kan læse i Dem s
- Page 75 and 76: at det gjaldt noget andet end Hemme
- Page 77 and 78: Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurti
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
sammen, saa de blev til to sorte Streger bag Lorgnetglassene:<br />
– De har ret; De har ikke Nerver af Staal.<br />
Han lagde den grønne jagthat tilbage paa den Dødes Bryst, og saa forlod vi<br />
alle tre Sandgraverhytten. Lensmanden skjøv Slaaen for Døren.<br />
Det føltes for mig som en vældig Befrielse at gaa over den aabne Slette, aande<br />
i fri Luft og under den høie blaa Himmel. Hesten havde under vor Fraværelse<br />
græsset længere og længere væk fra Landeveien og trukket Vognhjulene ned i<br />
Grøften. Tre Mænds Løft maatte til for at faa Vognen op paa Veien igjen. Saa<br />
kjørte vi videre mod Gjærnæs. Klokken var to.<br />
Det lod til, at Detektiven ogsaa havde Sans for Landskabets Skjønhed. Han<br />
gjorde <strong>no</strong>gle Haandbevægelser hen mod Skogen og Tjernene, ligesom han<br />
indrammet et Billede og sa:<br />
– Hvilket Motiv for en Maler.<br />
Det var underligt, at han kunde tænke paa saadanne Ting nu hans Tanker<br />
burde være optat af den uhyggelige og eiendommelige Gaade, som han havde<br />
paatat sig at løse.<br />
Vi nærmet os Gjærnæs. Ude paa Markerne var Arbeidet i fuld Gang, Folkene<br />
rettet sig op og skygget for Øinene, da vi kjørte forbi. Asbjørn Krag beundret<br />
ogsaa den smukke Løvallé, som stødte op til Gaarden; hvor den duftende Tunnel<br />
endte, kunde vi se Gaardens hvide Facade; idet vi kjørte forbi Haven, slog en<br />
stærk Farvemængde os lige i Synet: violette Syrenklaser, som duvet mellem de<br />
kridhvide Gjærdestaver. I Hovedbygningen stod alle Dørene og Vinduerne aabne,<br />
Vinden fór frit gjennem Huset og bar Gardinerne med sig indover. Der duftet<br />
stærkt af Eng og Korn og groende Kløver, – en lys herlig Sommerdag for<br />
vidaaben Himmel.<br />
Lensmanden stanset Hesten med et Rykk, saa den varme Singel knistret<br />
under Hoverne. Vi blev siddende i Vognen og stirre mod Indgangsdøren, om<br />
<strong>no</strong>gen skulde komme, og endelig fyldtes da Dørgabet af en barhodet Mand i en<br />
hvid Sommerjakke. Det var Forvalteren; jeg nikket og hoppet af.<br />
– Herskabet hjemme? spurgte jeg.<br />
– Ja. Manden rørte sig ikke; han stod med Hænderne i Bukselommerne og<br />
stirret nysgjerrig paa os.<br />
– Vi vil helst tale med Gjærnæs selv, sa jeg og gik.<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language