Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Fotograferingen af den Døde. Luften blev stadig mere trykkende i Værelset, jeg
følte mig ilde tilmode, men jeg vilde nødig la Detektiven mærke min Svaghed.
Endelig blev han færdig, da han klappet Apparatet sammen var jeg nærved at
besvime.
Asbjørn Krag aabnet Døren, saa Gjennemtrækken fór gjennem Værelset. Det
virket velgjørende. Jeg kunde se, at Lensmanden var blit en smule bleg. Han
havde aldrig før havt med en saadan Sag at gjøre. Men Asbjørn Krag derimod var
lige rolig, lige uforanderlig. Han slap nye Plader ind i Apparatet og plystret
medens han holdt paa med det. Det lod til, at den Døde som laa der paa Bordet,
for ham bare var et interessant fotografisk Motiv.
– Skal vi saa kjøre videre? spurgte jeg.
– Endnu ikke, svarede han, jeg vil først se paa Hatten.
Han tog den Dødes Hat, satte den paa sine Fingertupper og betragtet den
grundende, som om han skulde staa i en Herreekviperingsforretning og vælge sig
ud et Hovedplag.
ham.
– Husker De, spurgte han mig, hvorledes han bar Hatten, da De sidst saa
– Som man bestandig pleier at bære en grøn Jagthat, ikke anderledes,
svarede jeg.
Detektiven oversaa tilsyneladende fuldstændig min Misnøie med at han saa
længe dvælede her i den Dødes Værelse.
– Lad mig se engang, mumlet han, idet han uden videre trykket den grønne
Jagthat ned paa mit Hoved.
– Saaledes ja, fortsatte han sin Enetale. Han rettet lidt paa Hatten. Saaledes
maa den ha siddet . . . Det er særdeles interessant. Føler De Dem ilde tilmode?
spurgte han.
– Jeg har ikke Nerver af Staal, svarede jeg, se paa Lensmanden, han liker sig
heller ikke.
– Tvertimod, skyndte Lensmanden sig at bemærke, jeg synes bare, at Luften
herinde er lidt . . . lidt stillestaaende og trykkende.
– Ja, men nu er vi ogsaa færdige. Undskyld min Sendrægtighed.
Detektiven lagde Haanden paa mine Skuldre og sa, idet han kneb Øinene
converted by Web2PDFConvert.com