Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Til Herregaarden. Der har jeg endnu ikke været. Har De ikke Lyst?
Jeg betænkte mig.
– De maa jo forstaa, sa jeg, at jeg er endel oprevet af Hændelserne igaar. Jeg
vil nødig udsættes for nye Rystelser.
– Hvad skulde vel det være for Rystelser? spurgte Detektiven. Jeg skal tale
med Eieren paa Gjærnæs, jeg vil bare høre lidt om den Ulykkeliges sidste Besøg
der. De gjør mig en Tjeneste ved at følge med.
– Men jeg interesserer mig slet ikke saa meget for denne Sag. Tag heller
Medicineren med.
Men Detektiven greb mig resolut i Armen.
– Saa kom nu, sa han, De har intet at forsømme.
Lensmanden behandlet den fremmede Opdager med udsøgt Høflighed, han
børstet endog af Vognsædet, skjønt det aldeles ikke var smudsig. Da vi kjørte ud
fra Hotellet stod en hel Del Gjæster paa Verandaen og betragtet os med stor
Nysgjerrighed, Medicineren kom nedover i knaldende hvide Sportsklær, ivrig
efter at faa være med, men vi kjørte fra ham og han blev staaende skuffet og se
efter os med Haanden skyggende for Øinene. Jeg vinket til ham ironisk; jeg
syntes ikke, han virket sympatisk, dertil var han for pen og saa havde han en
altfor velpleiet Knebelsbart og under Barten laa et bestandigt Lønsmil.
Da vi kom til Sandgraverhytten stanset Lensmanden Hesten paa Asbjørn
Krags Anmodning. Krag ordnet lidt ved sit Fotografiapparat og bad Lensmanden
om at aabne Hytten.
– Hvad vil De derind? spurgte jeg, har De ikke allerede seet den Døde.
– Jo, svarede Detektiven, men da var der ikke Lys nok.
– Lys nok?
– Ja, der var ikke Lys nok til Fotografering, forstaar De ikke det?
– Men saa bryder De Overenskomsten, indvendte jeg, De garanterede mig jo
mod nye Rystelser.
Lensmanden var allerede ifærd med at trække Slaaen fra Døren. Asbjørn
Krag og jeg stod alene henne ved Vognen. Nu fik igjen Detektiven det
modbydelige Udtryk i sit Ansigt, det sammenknebent mistroiske.
– Er De ræd for at se ham? spurgte han, saa kan De jo bli herudenfor. Jeg
converted by Web2PDFConvert.com