Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Nærmest. Ialfald var Jernlyden overordentlig tydelig.
– Det er meget interessant, mumlet Detektiven, vil De saa være saa venlig at
fortælle mig alle Deres Oplevelser fra De saa den ulykkelige Forstmester i
Herregaardens Have og til De lagde Dem igaaraftes. Helst saa omstændeligt som
mulig.
Og saa fortalte jeg da alt hvad jeg vidste. Da jeg kom til Fundet af den Døde,
glemte jeg hverken Damernes Rædsel eller den unge Mediciners Vigtigmageri
med at agere Detektiv. Tænk, han snuset i Sporene, sa jeg, ja, han maalte vist
endog Afstanden hen til det nærmeste Træ.
Men disse Enkeltheder syntes ikke at interessere Detektiven.
– Saa – sa han halvt aandsfraværende, saa-aa, videre.
Da han hørte om Hatten, spurgte han:
– Hatten laa altsaa et Stykke fra den Døde?
– Ja.
– Hvor langt borte?
– Saa nøie kan jeg ikke si det, jeg antar etpar Meter.
Da jeg var færdig sad Asbjørn Krag længe eftertænksom.
– En underlig Sag, mumlet han.
– Ja, nu er jeg kommet til igaaraftes, sa jeg, men jeg har endnu en liden Ting
at fortælle.
Detektiven kneb Øinene sammen og det sarkastiske, mistroiske Udtryk i hans
Ansigt blev igjen fremherskende.
– Naar lagde De Dem inat? spurgte han.
– Klokken to, svarede jeg.
– Da ved jeg paa en Prik, hvad yderligere De har at fortælle. Jeg tør bande
paa, at De ogsaa inat har hørt Jernvognen.
med.
Jeg kunde ikke svare noget til dette, for han havde virkelig truffet det rette.
En Vogn stanset nede paa Veien. Detektiven kastet et Blik gjennem Vinduet.
– Det er Lensmanden, som kommer for at hente mig, sa han, De maa følge
– Hvorhen?
converted by Web2PDFConvert.com