Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

svinget sig. Men saa smaldt en Grind igjen og dennegang meget haardt, den
klingret i Hængslerne. Lidt efter hørte jeg en Stemme si tæt ved mig: Nei se?
Hvad var der at se, hvem gad løfte Hovedet? Saa lød Skridt nede fra Veien,
hastige Skridt; det maatte være en Mand og en Kvinde som sprang. Jeg kunde
høre Mandens trampende Støvler og Damens Skjørter smelde. Jeg reiste mig op.
Mine Øine blændedes af Solmængden, som gnistret og brødes i Luften.
– Se der, sa den hvidklædte Dame ved min Side. Hun pegte, og gjennem de
drivende hvide Æbletrær kunde jeg nu se, hvad der foregik paa Veien.
Det var tre Mennesker som løb. Foran en liden rap, barbenet Gut. Efter ham
kom en halvgammel Mand, en af Stedets indfødte; han var i blaa ærmer og havde
en liden, tyndslidt gul Straahat i Haanden. Tilslut kom Damen, en af
Sommergjæsterne. Men hun kom langt bag efter, for hendes hvide Kjole var
hende i Veien. Hun forsøgte at samle den op, men det mislykkedes. Og saa løb
hun videre, hendes Kjole smaldt som et hvidt Flag.
– Kanske det er en sint Okse, sa Damen ved min Side.
Men det kunde det umuligt være, for da havde jo ikke disse Mennesker
behøvet at løbe, efterat Grinden var slaaet i Laas.
Nu havde alle vi sløve Sommermennesker reist os; enkelte stod helt op og
skygget med Haanden for Øinene.
De løbende agtet sig hen til os. Et lavt Gjærde skilte Hotellets Eiendom fra
Veien. I dette Gjærde var der en smal Adgang; man skulde bare skyve tilside en
Træstaur for at komme gjennem. Gutten og Manden var næsten samtidig henne
ved Træstammen, men nu hændte det latterlige, at de begge havde for stort
Hastværk, de viklet sig ind i denne enkle Træstamme, de sølet med den, de var
tydeligvis i vildrede med enten de skulde hoppe over, bryde den istykker, krybe
under eller skyve den tilside. Og Resultatet af alt dette Rot var bare, at Damen i
den hvide Kjole spurtet op paa Siden af dem. Gutten viste sig at være den
kløgtigste, han hoppet over Gjærdet et Stykke nedenfor, stupte paa Knærne,
reiste sig igjen og fór hen mod os. Men da Manden var blit alene med Stauren, fik
han den hurtig skjøvet væk. De tre Mennesker var næsten samtidig fremme, og
da skjønte vi straks paa deres Gebærder, at noget besynderligt maatte være
hændt. Men de var alle for bevæget til straks at kunne fortælle. Manden, den
indfødte, stammet uforstaaeligt og hans Øine stod stive af Skræk, fordi han ikke
converted by Web2PDFConvert.com