Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Arealer i store Dønninger. Idet jeg samlet min flagrende Jakke omkring mig,
følte jeg Iskulde i Armhulningerne. Den hede Varmedyne, som hele Dagen havde
ligget over os, var endelig blit revet istykker og feiet bort af Blæsten.
Jeg greb fat i Vinduet for at lukke det, men stanset pludselig, idet jeg opfanget
en Lyd fjernt borte, en raslende Metallyd som bæres med af Vindkastene og steg
og faldt med dem. Lyden kom fra Sletten.
Det var Jernvognen igjen.
III. DEN GAMLE GAARD.
Den næste Dag, langt ud paa Formiddagen, vaagnet jeg med et Rykk, og jeg
havde straks Følelsen af, at jeg ikke var alene i Værelset. Jeg reiste mig halvt op i
Sengen og lod Blikket flakke omkring. Der stod en sort Kasse paa mit Bord, en
Kasse som ikke tilhørte mig og som jeg slet ikke havde seet der før. Det var et
Fotografiapparat. Paa en Stol ved Siden af Bordet sad en middelaldrende Herre.
Jeg dalet tilbage i Sengen uden egentlig at opfatte nogetsomhelst, jeg var
endnu forvirret af Søvnen.
En rolig og elskværdig Stemme sa:
– Lig . . . lig bare stille, lad mig ikke forstyrre.
Det maa være ham, tænkte jeg, Politimanden.
Jeg spurgte:
– Hvorledes er De kommet ind i mit Værelse?
– Meget let, svarede den elskværdige Stemme, gennem Døren.
– Saa maa De ha gaaet stille. Jeg sover overordentlig vart.
– Ja, svarede Manden, jeg vidste at De sov og derfor listet jeg meget forsigtig
ind. Jeg gjorde ingen Støi.
Jeg reiste mig igjen halvt op i Sengen, stirret forbløffet paa Manden og
spurgte:
– Hvorfor vilde De ikke gjøre nogen Støi?
– For ikke at forstyrre Dem.
Den fremmede Herre smilte, et paa samme Tid velvilligt og sarkastisk Smil.
converted by Web2PDFConvert.com