Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

imorgen, som han kunde henvende sig til. Hvad heder De? spurgte jeg.
– Jan Jansen, svarede han.
– Godt, Jan Jansen, imorgen tidlig kommer en Politimand fra Kristiania med
Postbaaden, tal med ham. Han vil sikkert høre paa Dem med Interesse.
Jeg tændte en Cigar for at holde Myggene borte. Fiskeren sad længe taus og
stirret forsagt frem for sig.
– Det blir Vind, mumlet han.
– Vind, udbrød jeg, her er jo fuldstændig stille nu. Ser De ikke at Cigarrøgen
spreder sig omkring os og blir liggende som blaa Aarer i Luften.
Fiskeren pegte over Skogen ud mod Sjøen og svarede:
– Søndenvind. Naar det synger slig af Sjøen yderst ude i Skjærene, da
kommer Vinden.
Jeg hørte efter. Og det forekom mig virkelig, at et svagt, uendeligt Sus fyldte
mine Øren, en Lyd som man ikke hører uden man lytter efter den, men som man
da hører alene. Men endnu var Natten ganske stille, Lyset blundet bare, der var
ingen Farver længer og Træerne stod mod Himlen som Skeletter af Aske.
Pludselig vendte Fiskeren Hovedet og i et Sæt reiste han sig op; han lyttet,
lyttet saa intenst, at Munden stod halvt aaben.
– Hvad hører De?
– Jeg tror, at jeg hører . . .
Han lyttet igjen længe, men saa satte han sig rolig ned paa Fjeldnabben og
mumlet:
– Nei, det var ingenting.
Fiskeren fik ret. Udover Natten begyndte Blæsten. Da jeg kom op paa mit
Værelse ved halv to Tiden raslede Vinduerne paa sine Hængsler og Trækken slog
Døren af mine Hænder og smækket den igjen med et Knald. Jeg tændte ikke
Lampen, jeg stod ved mit Vindu en Tidlang og stirret udover Sletten mod
Gjærnæs: Der blinket intet Lys.
Blæsten strømmet lige mod mig. Den var løftet op fra Havet og bar indover
Land en vaad Gufs af salt Sjø. Den greb fat i Trærne, vugget de mægtige Kroner,
den fyldte Skogen med et drivende Sus, saa det var ligesom hele Skogen kom
skyllende mod mig og dens vældige Aande rullet gjennem Kornakrenes gule
converted by Web2PDFConvert.com