Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Frøken Hilde kjørte i en Firehjuler. Hun var alene i Vognen og kjørte hurtigt,
holdt stramt i Tøilerne og saa uafbrudt ret frem for sig. Paa Hovedet havde hun
en hvid Flonelslue, som blev holdt fast i hendes tykke brune Haar af en lang Naal,
jeg kunde tydelig se denne Naal, dens Knop var forgyldt og blinket. Og jeg kunde
tydeligt se hendes Profil, hun var blegere end sedvanlig og der var kommet noget
stramt over hendes Ansigtstræk, ligesom hun skulde være paa Graaden. Hun
havde stort Hastværk, hun svinget tilhøire og Vognen forsvandt i en Støvsky.
– Til Lensmanden sa én, hun skal til Lensmanden, han bor derhenne.
Knapt fem Minutter efter kjørte hun forbi igjen den modsatte Vei. Men nu var
Lensmanden med paa Vognen. Hun havde Svepen fremme, Sveden drev af
Hesten.
Damerne mente, at hun vilde se den Døde. Ingen kunde nemlig komme ind i
Sandgraverhytten, uden at Lensmanden selv var tilstede. Og derfor havde hun
hentet ham. Hun kom hurtig tilbage, hun maatte ha revet Lensmanden ud af
Kontoret som om det gjaldt Liv eller Død. Og saan som hun jaget paa Hesten;
længe efter at Vognen var forsvundet inde i Skogtykningen kunde vi høre
Hjulenes Skrapen mod Veien.
Ved at høre denne Vognlarm, som lidt efter lidt kvaltes af Skogen og døde
hen, faldt en af Nattens smaa Hændelser mig isinde, mit Møde med Fiskeren. Jeg
husket, at han ogsaa kom fra Sletten og ligesom jeg stod han og lyttede efter
Lyden af fjernt rullende Vognhjul. Men hvad var det han talte om? Jernvognen . .
. . Jeg saa ham for mig igjen, som han stod der i Mørket, liden og tuslet og
rystende paa Hovedet af mit Spørgsmaal: Hvem eier Jernvognen? Ja, hvem eier
den, sa han.
Udover Aftenen kom flere af Egnens Folk hen til Hotellet. De vilde høre mere
om den uhyggelige Hændelse; de snakket lavmælt og forsigtig, ligesom de skulde
være i Begravelse, de udspurgte Tjenerskabet og Værtinden, enkelte vovet sig hen
til Gjæsterne og indledet Samtalen med store svævende Udtalelser om
Aarsvæksten og Veiret. Alle havde været oppe ved Sandgraverhytten og ved
Mordstedet. Landhandleren kunde fortælle, at Frøken Hilde havde været inde i
Hytten og seet Liget, men hun var kjørt hurtig derfra igjen. Hun havde ikke grædt
men været saa forfærdelig bleg, dødbleg og stivnet i Ansigtet. Det var
besynderligt, at ingen af Egnens Folk fremkom med nogen bestemt Udtalelse om
converted by Web2PDFConvert.com