Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

I. TRE MENNESKER SOM LØBER.
Klokken kunde være henimod elleve om Formiddagen; de fleste af
Sommergjæsterne var efterhaanden kommet ud fra Frokosten og havde leiret sig
i Grønsværet udenfor Pensionatets Veranda.
Efter nogle kjølige Døgn var endelig den stillestaaende Sommerhede kommet;
det havde regnet om Natten, Uveiret trak bort ved syvtiden om Morgenen og
derefter havde Solen gnistret hele Formiddagen, tørret Græsset og Jordbunden,
dampet Sølepytterne væk og bagt Veiene haarde og hvide.
Og nu frydet Sommergjæsterne sig, fordi den store, drivende Sommer, den
vældige Overflod af Varme endelig var kommet. Og derfor havde de lagt sig midt
op i Solsteken, de laa flate bortover i det høie Græs, blunket med Øinene mod det
dirrende Lys og hørte paa Suset ude fra Sjøen. De lyttet efter Sommerbrisen. Den
løsnet ude i Havet og gled over Fjeldknattene, trængte gjennem Granskogen, hvor
dens svage Magt brødes og vaklet henover Engene, hvor den saavidt kunde faa
Græsset til at virre og kildre i de hvilendes Ansigter.
Der jeg selv laa i Græsset kunde jeg skimte et hvidt Musselinsliv, en gylden
Kvindenakke og Haar, som sagte bevæget sig; men hvis jeg bare saavidt dreiede
Hovedet en liden Smule, stødte mit Blik mod Pensionatets Markisedug, hvor
Solstraalerne rodet herlig i de ildrøde Striber.
Der laa fem Mennesker i Græsset omkring mig; det var ligesom alle sov og
dog sov ingen. Om den hvidklædte Dame tilvenstre vidste jeg, at hun støttede
Ansigtet i begge sine Hænder og havde en opslaaet Roman foran sig, men jeg
hørte aldrig, at hun vendte Bladene. Og ingen sa noget. Vi nød alle den absolutte
Ubeskjæftigelse, vi havde en dvalende Følelse af, hvordan Varmen lidt efter lidt
kvalte al Vilje og al Energi i os, saaledes kunde vi bli liggende i al Aarevis, hvem
gad vrikke med Foden, eller saavidt løfte paa Hovedet eller vende Bladene i en
Roman? Endog Tanken, som aldrig hviler, dulmedes; hvem gad tænke? Og det
var ikke længer nødvendig at høre efter Suset derude fra Sjøen, Øret lukkedes nu
og da, Lyden gled forbi, vi hørte stundevis. Det kunde være en Humle, som
surret, en Grind som smaldt. Jeg vidste, at en Papegøie hang i et Bur midt paa
Hotellets Solvæg. Den følte vist Fjærene bli varme, den vilde bevæge sin gamle
Benkrop; jeg kunde høre, naar den greb om Jernstængerne med Næbbet og
converted by Web2PDFConvert.com