Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jeg hørte min Stemme si – en underlig gurglet Lyd – – Nei, . . . slet ikke. Ikke det, svarede Asbjørn Krag leende, Morderen, det er selvfølgelig Dem . . . Jeg har forstaaet det fra første Øieblik. Fra første Gang jeg hørte, at De stod under Trærne og saa Forstmesteren, Deres Rival hos Frøken Hilde, komme ud af hendes Værelse. Da De gik over Sletten, var De nok bare dybt ulykkelig. De havde ingen Tanker om at dræbe ham, men De følte Bortvisningen fra Gaarden som en sviende Smerte. De misforstod jo ganske Foranledningen. Men da De saa naaet Forstmesteren igjen og han tog Hatten af og hilste paa Dem, ondskabsfuldt, triumferende, da hævet De øieblikkelig Stokken, Deres prægtige Stok med Elfenbenskuglen, og slog til ham. Heller ikke da havde De nogen egentlig Tanke paa at dræbe ham, men Uheldet var ude, De rammet ham i Baghovedet og han døde straks . . . Asbjørn Krag holdt inde. Hans Ord gled stridt forbi mig. Jeg vidste hvad han sa, men jeg kunde ikke skjelne Ordene. Hans dybe, alvorlige Stemme duret i mit Øre med en sørgmodig Klang, som dæmpede Bækkenslag i en Sørgemarsch. Jeg lyttet uvilkaarlig efter Aaretagene nede i Afgrunden. Nu lød de fjernere, Baaden gled forbi. Tiden nærmet sig. Asbjørn Krag fortsatte: – Har jeg været grusom mod Dem, saa ber jeg om Undskyldning. Men jeg maatte handle som jeg har gjort. Der var ingen Vei udenom. Jeg begyndte med at tale til Dem, derefter forvirret jeg Dem med min Optræden. Og saa endelig lod jeg den Døde komme frem foran Deres Vindusrude om Kvældene. Hvis De erindrer Dem om, saa har hele min Optræden mod Dem, alle mine Ord, mine Fortællinger, min skjulte og aabne Fremgangsmaade ene og alene været en Kjæde, en uafbrudt og behændig Fletning mod Maalet. Jeg saa Dem for hver Dag som gik bli mere og mere nervøs og oprevet. Tilslut fik De kanske en Mistanke om Sagens rette Sammenhæng. Husker De Revolveren. De vilde skyde Spøgelset, ikke sandt. Men jeg havde tat Kuglerne ud, da jeg en Times Tid før sad og beundret Deres smukke Vaaben. Men da blev De overbevist, ikke sandt. Jeg kunde se det paa Dem Dagen efter. Og endelig røbet De Dem – – Jeg har slet ikke røbet mig, hvisket jeg. converted by Web2PDFConvert.com
– Jovist har De saa. Og nu vil jeg raade Dem til at bekjende – – Aldrig. Detektiven gik frem foran mig. Han stod nu mellem mig og Afgrunden. Han udfordret Skjæbnen. – Vi staar her Ansigt til Ansigt nu, sa han, vil De virkelig negte fremdeles? – Jeg negter ikke, raabte jeg vildt, men der findes intet Bevis og De skal heller aldrig faa et Bevis. – Morder! sa han. Og nu var Tiden inde. Nu vilde jeg handle, saaledes som jeg havde planlagt den hele Aften. Jeg styrtet ind paa ham og omklamret ham med mine senestærke Arme. Et Øiebliks tindrende Glæde strømmet gjennem mig. Jeg følte mine Kræfter svulme, i næste Sekund vilde jeg ha kastet ham ned i Afgrunden. Ham, den eneste, som vidste det. Men netop i den afgjørende Stund følte jeg mig selv grebet af mange Arme. Jeg hørte en Lyd af Metal som klang og pludselig laa mine Hænder bag min Ryg i en Skruestikke. Nu gled der ligesom en Taage for min Bevidsthed. Jeg opfanget glimtvis Skjæret af en Blændlygte. Og i Lysskjæret saa jeg to nye Skikkelser: De sorte Soldater, Cyklisterne . . . Jeg hørte Asbjørn Krag takke dem for rask Gjerning og uddele Ordrer . . . Senere forekom det mig, at Detektiven tiltalte mig . . . Endelig har De da røbet Dem, sa han, jeg maatte sætte et nyt Kup i Scene . . . Og De som troede, at De skulde faa Livet af mig . . . Jeg har fulgt Dem hele Aftenen . . . Deres Manøvre med Fisketuren . . . Det var for at bevise Deres Alibi, hvis nogen skulde finde mit lemlæstede Legeme . . . Men istedet, kjære Ven, gik De lige lukt ind i min Beregning . . . Jeg vilde jo ha dette Mordforsøg . . . Det er netop derfor jeg stadig har talt om dette farlige Sted . . . Og det klaffet, det klaffet pent til, kjære Ven, akkurat som Laasen i disse Haandjern . . . Jeg hørte Detektivens Stemme fjernere og fjernere, til den forsvandt i Mørket. Og saa slog den kvælende Stilhed sammen over min Bevidsthed. – – – Det er med en underlig Følelse jeg sidder her i Cellen og gjennemblader disse converted by Web2PDFConvert.com
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91 and 92: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 93 and 94: Men der var slet ingen Kjølighed a
- Page 95 and 96: ikke var paa det Rene med, hvad det
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101 and 102: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 103 and 104: Jeg aabnet Døren. - Saa gaar vi, s
- Page 105 and 106: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
- Page 107 and 108: opta Pladsen. Jeg sad en Stund og v
- Page 109 and 110: fortrak sig, Øienlaagene faldt ikk
- Page 111 and 112: Herre, som var lys i Huden af Læsn
- Page 113 and 114: - Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er
- Page 115 and 116: fra indviet Hold, driver Doktoren i
- Page 117 and 118: usedvanlig. Detektiven stanset og s
- Page 119 and 120: aldrig nogen menneskelig Aande kund
- Page 121 and 122: - Ja, gudskelov, svarede jeg og da
- Page 123 and 124: dernede ved Sjøen. Om lidt vilde j
- Page 125 and 126: Det eneste, som generede mig nu, va
- Page 127 and 128: Jeg hørte Skridt. Skridt. - Mit Hj
- Page 129 and 130: kunde han ikke fortælle mig det nu
- Page 131: - Som jeg har sagt Dem, kjære Ven,
– Jovist har De saa. Og nu vil jeg raade Dem til at bekjende –<br />
– Aldrig.<br />
Detektiven gik frem foran mig. Han stod nu mellem mig og Afgrunden. Han<br />
udfordret Skjæbnen.<br />
– Vi staar her Ansigt til Ansigt nu, sa han, vil De virkelig negte fremdeles?<br />
– Jeg negter ikke, raabte jeg vildt, men der findes intet Bevis og De skal heller<br />
aldrig faa et Bevis.<br />
– Morder! sa han.<br />
Og nu var Tiden inde. Nu vilde jeg handle, saaledes som jeg havde planlagt<br />
den hele Aften.<br />
Jeg styrtet ind paa ham og omklamret ham med mine senestærke Arme.<br />
Et Øiebliks tindrende Glæde strømmet gjennem mig.<br />
Jeg følte mine Kræfter svulme, i næste Sekund vilde jeg ha kastet ham ned i<br />
Afgrunden. Ham, den eneste, som vidste det.<br />
Men netop i den afgjørende Stund følte jeg mig selv grebet af mange Arme.<br />
Jeg hørte en Lyd af Metal som klang og pludselig laa mine Hænder bag min Ryg i<br />
en Skruestikke.<br />
Nu gled der ligesom en Taage for min Bevidsthed. Jeg opfanget glimtvis<br />
Skjæret af en Blændlygte. Og i Lysskjæret saa jeg to nye Skikkelser: De sorte<br />
Soldater, Cyklisterne . . . Jeg hørte Asbjørn Krag takke dem for rask Gjerning og<br />
uddele Ordrer . . . Senere forekom det mig, at Detektiven tiltalte mig . . . Endelig<br />
har De da røbet Dem, sa han, jeg maatte sætte et nyt Kup i Scene . . . Og De som<br />
troede, at De skulde faa Livet af mig . . . Jeg har fulgt Dem hele Aftenen . . . Deres<br />
Manøvre med Fisketuren . . . Det var for at bevise Deres Alibi, hvis <strong>no</strong>gen skulde<br />
finde mit lemlæstede Legeme . . . Men istedet, kjære Ven, gik De lige lukt ind i<br />
min Beregning . . . Jeg vilde jo ha dette Mordforsøg . . . Det er netop derfor jeg<br />
stadig har talt om dette farlige Sted . . . Og det klaffet, det klaffet pent til, kjære<br />
Ven, akkurat som Laasen i disse Haandjern . . .<br />
Jeg hørte Detektivens Stemme fjernere og fjernere, til den forsvandt i Mørket.<br />
Og saa slog den kvælende Stilhed sammen over min Bevidsthed.<br />
– – –<br />
Det er med en underlig Følelse jeg sidder her i Cellen og gjennemblader disse<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language