Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
– Men jeg kan fortælle Dem, at jeg havde en Hensigt med det. – Hvilket jeg godt kan forstaa. De pleier jo ellers at ha den omhyggelig lukket. Detektiven lo igjen. – Jeg beundrer Dem, sa han, jeg hører, at De forsøger at tale omhyggelig. De har alligevel en imponerende Aandsnærværelse. Kan De saa fortælle mig, hvad min Hensigt var? – Nei. – Saa skal jeg fortælle Dem det. Jeg vilde, at De skulde se mit Værelse. – Jeg? – Aha, nu er Deres Stemme igjen fjern og rusten. Har De da ikke seet mit Skrivebord? – Jo. – Hvad har De fundet der? – Det kan være nok at si, at jeg fandt det. – Hoho. De vil ikke ud med Sproget. De fandt Sminketuberne, ikke sandt? – Jo. – Og det falske Haar og Skjæg. – Ja. Jeg er fuldt paa det rene med, at det er Dem, Hr. Detektiv, som har gaaet omkring og fremstillet Gjenfærdet af den dræbte Forstmester. – Saa har De vel ogsaa udfundet Grunden? – De er bestandig gaadefuld. Jeg forstaar Dem ikke rigtig. Detektiven la Haanden paa min Skulder. – Hallo, sa han, jeg synes, at jeg hører – Vi lyttet begge intenst. Dybt nede fra Sjøen hørtes Slag mod Aaretoller. En Baad blev roet forbi dernede under Mørket. Lyden steg op som gjennem en Trakt. Vi hørte spæde Stemmer ogsaa, enkelte løsrevne Ord, de lød underlig fjerne og spinkle: . . . bedre i saant Veir, da . . . Mere hørte vi ikke. Resten slugte Mørket og Afgrunden. – Dybt, dybt nede . . . mumlet Detektiven. Da han havde lyttet en Stund uden at opfange flere Ord fortsatte han: converted by Web2PDFConvert.com
– Som jeg har sagt Dem, kjære Ven, har jeg i denne uhyggelige Sag arbeidet helt usedvanlig. Jeg var straks paa det rene med, at Forstmesteren maatte være dræbt. Slaaet ihjel af en Mand i Raseri. Slet ikke noget planlagt Mord. Jeg kom straks til at tænke paa Jalousi. Da jeg saa den dræbtes Smil, som endnu i Døden var triumferende, tænkte jeg: Hvis han har smilet saadan til sin Rival, saa kan det forklares, at han straks er slaaet til Jorden . . . Nuvel, men jeg indsaa straks, at her kunde der ikke godt være tale om at fremskaffe noget Bevis. Man kunde nok nære en Mistanke, men noget haandgribeligt Bevis var det umuligt at skaffe. Dertil var Gjerningen for tilfældig, for pludselig, for lidet overlagt. Jeg havde altsaa intet andet at gjøre end lægge mit Arbeide ganske anderledes an end sedvanlig er Tilfældet. Nu vil jeg gi Dem et lidet Exempel, kjære Ven. For to Aar siden forsvandt en rig Englænder paa en mystisk Maade ved Rivieraen. Undersøgelserne godtgjorde, at der forelaa et Rovmord. Men Morderen var ingensteds at finde, man havde intet Signalement af ham. Hvad gjør saa den lille kloge, franske Detektiv, som leder Undersøgelsen? Jo, han spiller den dræbte. Han maskerer sig nøiagtig som han, klær sig nøiagtig som han og foretar saa en Rundreise til alle Europas Hovedstæder. Han gaar ud paa Gader og Stræder, hvor mange Mennesker færdes. Endelig i Petersburg hænder det, som han haaber. En Mand stanser forskrækket ved at se ham. Det er Morderen, som tror, at Offerets Gjenfærd pludselig viser sig for ham og han flygter dødbleg og forfærdet. I næste Øieblik er han knebet. Og dér, kjære Ven, der har De min Metode. Den er bare lidt anderledes. Jeg fattet en bestemt Mistanke. Jeg forstod, fordi jeg saa klarere end alle de andre, at der bare kunde være tale om et eneste Menneske som Forstmesterens Morder. Og fra samme Stund har jeg forfulgt dette Menneske. At de uvedkommende Ting, Flyvemaskinen og gamle Gjærnæs’ Død, sinket mit Arbeide endel, gjorde hverken fra eller til. Da jeg manglet ethvert Bevis, maatte jeg ha vedkommende til at røbe sig. Jeg tog Skrækken tilhjælp, saaledes som kanske aldrig nogen Detektiv har gjort tidligere. Har jeg været grusom, saa beklager jeg det, men det er sandt, hvad jeg sa forleden, at jeg er en hel Lyriker i Rædsel. Og jeg fik ham til at røbe sig . . . Behøver jeg nu at fortælle Dem, hvem Morderen er? Detektivens Haand laa tungt paa min Skulder. Han kunde sikkert føle, hvordan mit Legeme hævet og sænket sig for Hjertets Spænd. converted by Web2PDFConvert.com
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91 and 92: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 93 and 94: Men der var slet ingen Kjølighed a
- Page 95 and 96: ikke var paa det Rene med, hvad det
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101 and 102: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 103 and 104: Jeg aabnet Døren. - Saa gaar vi, s
- Page 105 and 106: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
- Page 107 and 108: opta Pladsen. Jeg sad en Stund og v
- Page 109 and 110: fortrak sig, Øienlaagene faldt ikk
- Page 111 and 112: Herre, som var lys i Huden af Læsn
- Page 113 and 114: - Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er
- Page 115 and 116: fra indviet Hold, driver Doktoren i
- Page 117 and 118: usedvanlig. Detektiven stanset og s
- Page 119 and 120: aldrig nogen menneskelig Aande kund
- Page 121 and 122: - Ja, gudskelov, svarede jeg og da
- Page 123 and 124: dernede ved Sjøen. Om lidt vilde j
- Page 125 and 126: Det eneste, som generede mig nu, va
- Page 127 and 128: Jeg hørte Skridt. Skridt. - Mit Hj
- Page 129: kunde han ikke fortælle mig det nu
- Page 133 and 134: - Jovist har De saa. Og nu vil jeg
– Som jeg har sagt Dem, kjære Ven, har jeg i denne uhyggelige Sag arbeidet<br />
helt usedvanlig. Jeg var straks paa det rene med, at Forstmesteren maatte være<br />
dræbt. Slaaet ihjel af en Mand i Raseri. Slet ikke <strong>no</strong>get planlagt Mord. Jeg kom<br />
straks til at tænke paa Jalousi. Da jeg saa den dræbtes Smil, som endnu i Døden<br />
var triumferende, tænkte jeg: Hvis han har smilet saadan til sin Rival, saa kan<br />
det forklares, at han straks er slaaet til Jorden . . . Nuvel, men jeg indsaa straks,<br />
at her kunde der ikke godt være tale om at fremskaffe <strong>no</strong>get Bevis. Man kunde<br />
<strong>no</strong>k nære en Mistanke, men <strong>no</strong>get haandgribeligt Bevis var det umuligt at skaffe.<br />
Dertil var Gjerningen for tilfældig, for pludselig, for lidet overlagt. Jeg havde<br />
altsaa intet andet at gjøre end lægge mit Arbeide ganske anderledes an end<br />
sedvanlig er Tilfældet. Nu vil jeg gi Dem et lidet Exempel, kjære Ven. For to Aar<br />
siden forsvandt en rig Englænder paa en mystisk Maade ved Rivieraen.<br />
Undersøgelserne godtgjorde, at der forelaa et Rovmord. Men Morderen var<br />
ingensteds at finde, man havde intet Signalement af ham. Hvad gjør saa den lille<br />
kloge, franske Detektiv, som leder Undersøgelsen? Jo, han spiller den dræbte.<br />
Han maskerer sig nøiagtig som han, klær sig nøiagtig som han og foretar saa en<br />
Rundreise til alle Europas Hovedstæder. Han gaar ud paa Gader og Stræder,<br />
hvor mange Mennesker færdes. Endelig i Petersburg hænder det, som han<br />
haaber. En Mand stanser forskrækket ved at se ham. Det er Morderen, som tror,<br />
at Offerets Gjenfærd pludselig viser sig for ham og han flygter dødbleg og<br />
forfærdet. I næste Øieblik er han knebet.<br />
Og dér, kjære Ven, der har De min Metode. Den er bare lidt anderledes. Jeg<br />
fattet en bestemt Mistanke. Jeg forstod, fordi jeg saa klarere end alle de andre, at<br />
der bare kunde være tale om et eneste Menneske som Forstmesterens Morder.<br />
Og fra samme Stund har jeg forfulgt dette Menneske. At de uvedkommende Ting,<br />
Flyvemaskinen og gamle Gjærnæs’ Død, sinket mit Arbeide endel, gjorde hverken<br />
fra eller til.<br />
Da jeg manglet ethvert Bevis, maatte jeg ha vedkommende til at røbe sig. Jeg<br />
tog Skrækken tilhjælp, saaledes som kanske aldrig <strong>no</strong>gen Detektiv har gjort<br />
tidligere. Har jeg været grusom, saa beklager jeg det, men det er sandt, hvad jeg<br />
sa forleden, at jeg er en hel Lyriker i Rædsel. Og jeg fik ham til at røbe sig . . .<br />
Behøver jeg nu at fortælle Dem, hvem Morderen er?<br />
Detektivens Haand laa tungt paa min Skulder. Han kunde sikkert føle,<br />
hvordan mit Legeme hævet og sænket sig for Hjertets Spænd.<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language