Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Men jeg kan fortælle Dem, at jeg havde en Hensigt med det.
– Hvilket jeg godt kan forstaa. De pleier jo ellers at ha den omhyggelig lukket.
Detektiven lo igjen.
– Jeg beundrer Dem, sa han, jeg hører, at De forsøger at tale omhyggelig. De
har alligevel en imponerende Aandsnærværelse. Kan De saa fortælle mig, hvad
min Hensigt var?
– Nei.
– Saa skal jeg fortælle Dem det. Jeg vilde, at De skulde se mit Værelse.
– Jeg?
– Aha, nu er Deres Stemme igjen fjern og rusten. Har De da ikke seet mit
Skrivebord?
– Jo.
– Hvad har De fundet der?
– Det kan være nok at si, at jeg fandt det.
– Hoho. De vil ikke ud med Sproget. De fandt Sminketuberne, ikke sandt?
– Jo.
– Og det falske Haar og Skjæg.
– Ja. Jeg er fuldt paa det rene med, at det er Dem, Hr. Detektiv, som har
gaaet omkring og fremstillet Gjenfærdet af den dræbte Forstmester.
– Saa har De vel ogsaa udfundet Grunden?
– De er bestandig gaadefuld. Jeg forstaar Dem ikke rigtig.
Detektiven la Haanden paa min Skulder.
– Hallo, sa han, jeg synes, at jeg hører –
Vi lyttet begge intenst.
Dybt nede fra Sjøen hørtes Slag mod Aaretoller. En Baad blev roet forbi
dernede under Mørket. Lyden steg op som gjennem en Trakt. Vi hørte spæde
Stemmer ogsaa, enkelte løsrevne Ord, de lød underlig fjerne og spinkle:
. . . bedre i saant Veir, da . . .
Mere hørte vi ikke. Resten slugte Mørket og Afgrunden.
– Dybt, dybt nede . . . mumlet Detektiven. Da han havde lyttet en Stund uden
at opfange flere Ord fortsatte han:
converted by Web2PDFConvert.com