Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

opfange. Ikke engang Grenene duvet, de svære Trækroner syntes stivnet og
forkullet, jeg havde en Følelse af at befinde mig i et Gravkammer.
Men endelig saa jeg Ansigtet.
Det stod pludselig lige foran mit eget, Detektivens blege og benede Ansigt
med de udstaaende Kindben og de tynde Læber. Skinnet fra hans Øine flimret i
Lorgnetglassene. Han var kommet med en Gang, Gud ved hvorfra, dukket frem
fra selve Mørket. Kanske havde han fulgt efter mig? den Tanke fik mig til at
skjælve.
Jeg fik med en Gang Ulyst til at si noget. Jeg var usikker paa min Stemme.
Netop i dette Øieblik var jeg ganske rolig, men Gud hvor jeg forstod, at
Bevægelsen laa og luret paa mig, færdig til at springe frem og overmande mig . . .
Jeg syntes ogsaa det varet en Evighed, før jeg hørte Politimandens Stemme.
Endelig sa han:
– Jeg har ventet længe.
– Jeg har søgt Dem paa Hotellet, svarede jeg, og jeg har ventet i flere
Minutter inde paa Deres Værelse.
– Lad os gaa.
Detektiven gik nogle Skridt fremover mod Fjeldveien. Jeg fulgte efter ham,
forsigtig som før. Han gjettet med en Gang, hvad jeg tænkte paa.
– De kan gaa ganske almindelig, sa han, her findes ingen Mennesker
Nærheden.
– Ved De det?
– Ja, jeg ved det. Jeg har staaet her længe.
Da vi kom ind i den dybe Skygge under Fjeldvæggen stanset Detektiven. Der
var en tydelig Klang af Haan i hans Stemme, da han spurgte:
– Finder De det i Grunden ikke ganske besynderligt, at vi iagttager denne
Hemmelighedsfuldhed?
Spørgsmaalet forvirret mig. Seet ud fra mine Bevæggrunde var al denne
Hemmelighedsfuldhed overordentlig rimelig, ja, nødvendig. Men jeg havde slet
ikke tænkt paa, at ogsaa Asbjørn Krag kunde ha Grund til at optræde i Stilhed,
saa ingen Mennesker saa ham. Han vilde meddele mig Morderens Navn, det var
det hele. Hvorfor havde han ikke sagt mig det tidligere paa Dagen? Hvorfor
converted by Web2PDFConvert.com