Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Jeg hørte Skridt.
Skridt. – Mit Hjerte blev som et skjælvende Træ, hvorigjennem Vinden gik.
Jeg havde ingensinde tidligere kjendt Angsten saa vag og følsom, det var ligesom
den løsnet Kraften i mine Muskler og slappet mine spændte Sener. Jeg hørte
Skridt derinde i Mørket, hurtige Skridt som kom fremover Veien. Ret frem for
mig stod en uhyre, vaad Fjeldvæg, som det dryppet af, et vældigt, kulsort Svælg af
Mørke, som stængte for enhver Lystone. Og gjennem denne Fjeldvægs
Slagskygge, ovenpaa Veien, gik Skridtene. jeg kunde ikke engang skimte den
gaaende. Nu kom han nærmere, han gik besynderlig taktfast og slog Fodsaalerne
haardt mod Veifladen. Idet Skridtene gik forbi mig, syntes jeg at mærke paa
Fodslaget, at der maatte være to gaaende. Høiere oppe gjorde Veien en Sving
omkring Fjeldet, jeg kunde se dens flade Runding mod Horisonten, mod den
graa Himmel. Jeg stirret ivrig mod dette Punkt, fordi jeg vidste, at de gaaende
her maatte komme tilsyne.
Og straks efter saa jeg de to (der var to). Jeg saa først deres Hatte, derefter
Kroppen. De talte ikke sammen, de gik taktfast som to sorte Soldater fremover
Veien. Deres Benklæder var sammenbundne omkring Anklerne. Det var de to
Cyklister, som var kommet med Dampbaaden om Formiddagen. Ingen havde
seet dem den udslagne Dag, man ante ikke deres Tilstedeværelse. Jeg syntes det
var underlig, at de dukket op paa denne Maade. Saadan som de gik tause og
strunke, syntes jeg, at de lignet to Døde. De forsvandt hurtig bag Fjeldvæggen,
som med engang kvalte Lyden af deres Skridt.
Jeg maatte ligge stille en Stund og summe mig ovenpaa Angsten, men jeg blev
hurtig beroliget, for de havde ikke seet mig; jeg ventet et Minut, svinget mig saa
hurtig op paa Veien og gled straks ind mod Fjeldvæggen, ind i det uhyre Mørke
under Berget.
Jeg havde saaledes lykkelig undgaaet Veien mellem Husene, hvor jeg vidste,
at jeg naarsomhelst kunde resikere at møde Mennesker. Nu havde jeg bare nogle
faa Skridt ned til de store Trær, hvor Asbjørn Krag ventet. Jeg gik stille derned,
mine Skridt gjorde aldeles ingen Støi, jeg havde aldrig gjort mig saa fortvilet
Umag for at gaa lydløst. Og endelig stod jeg der under Trærne. Hvor var
Mennesket? jeg følte en forfærdelig, knugende Stilhed omkring mig. Jeg saa
heller intet paa Grund af Mørket og der var ingen nær eller langveis Støi at
converted by Web2PDFConvert.com