Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

nu stanse mig. Jeg husker, at jeg med inderlig Glæde konstaterte, hvordan jeg i
de Øieblikke handlede uden Overilelse, hvordan jeg var paa Vagt mod
Overraskelser, hvordan mine Sanser stod vidaabne, dirrende og veiret mod Støi
og Synsfornemmelser. Min Hjerne var kold og klar.
Jeg gik fremover Bryggen, Fjælene knirket svagt under mine Trin. Det ærgret
mig og jeg søgte at gaa lydløst. Jeg naaet det faste Land og kom ind paa en
Græsplæn. Her stod jeg igjen en Stund og lyttet. Ingen Lyd.
Hvor var nu Veien? Jeg maatte fremforalt ikke møde Mennesker. Jeg søgte at
orientere mig. Derhenne skimtet jeg et lidet Hus, der steg frem som en graa
Tavle i Mørket, overfor det laa en stor knudret Masse, det maatte være et større
Hus omgit af Frugttrær, tilhøire for mig laa et Badehus, som jeg vidste om. Det
var lavet af en gammel Kahyt; man havde simpelthen løftet Kahytten op fra
Dækket og lagt den ned paa Vandfladen, hvor den blev holdt flydende ved Hjælp
af Tomtønder. Straks jeg gjenkjendte Kahytten, stod det ogsaa klart for mig, hvad
jeg havde at gjøre. Jeg havde badet ombord i den flere Gange, jeg vidste, at man
fra Kahytten langs en liden Sti kunde komme hen til de stadig solstegte Svaberg
lige indunder Fjeldveien. Derfra var der ikke langt til den store Skygge.
Jeg listet mig fremover Stien; det plaget mig lidt, at den var fuld af Smaasten
og Grus, som knaset under mine Trin, men jeg gik saa forsigtig og let, jeg lusket
fremover paa myge Ulveklør, – da jeg kom frem til Svabergene huket jeg mig ned
og krøb videre fremover paa fire, forat ikke min sorte Silhouet skulde synes mod
den svagt lystonende Himmelrand ude i Havgabet.
Endelig var jeg fremme i Fjelduren, som skraanet op til Veien. Jeg greb fat
om en Vidjebusk, den var vaad af Dug nede ved Roden. Jeg svinget mig op, fik
Greb om en Træstamme, derefter om nok en Vidjebusk og endelig favnet jeg
omkring en Kampesten, som var nærved at løsne og ta mig med i en Rutsch ned
mod Sjøen. Jeg stemte imod med Knærne og kjendte, hvordan de skubbedes og
blev klisne af det udtraadte Blod. Men nu havde jeg ikke langt igjen, før jeg kunde
naa Veien. Jeg løsnet Favntaget omkring Kampestenen; den laa stille. Jeg blev
sjæleglad, da jeg fik kloret Fingrene fast i nogle Bringebærbuske. Nu var jeg helt
oppe ved den nærmeste Stabbesten, og jeg slog Hænderne i dens skarpe Kant og
holdt fast, saa Neglene bøiedes bagover paa Fingertuppene. Et lidet Sving nu
med Kroppen, og jeg vilde være oppe – hallo.
converted by Web2PDFConvert.com