Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jeg vidste, at Asbjørn Krag bestandig passet paa at laase sit Rum af. Han kunde derfor ikke være langt borte. Jeg ventet ved Døren i flere Minutter. Men der kom ingen og jeg hørte ikke Skridt. En absolut Stilhed omgav mig. Jeg syntes dette var underligt. Døren aaben og Lampen brændende paa Bordet . . . Detektiven, som selv var Nøiagtigheden selv, vidste, at jeg vilde komme til den fastsatte Tid, nøiagtig Klokken 10. Jeg forstod, at han havde Hemmeligheder, at han for ingen Pris vilde la Fremmede rode i sine Papirer og kanske i Særdeleshed ikke jeg; – men hvorfor var han da ikke mere forsigtig. Jeg aabnet Døren ud til Korridoren. Asbjørn Krags Værelse laa omtrent midt i denne. Fra hvilken Kant nogen nærmet sig, kunde jeg altsaa høre Skridtene, forinden de naaede hen til Detektivens Dør. Jeg lukket mig igjen inde i Værelset og stod stille, lyttende. Ingen Lyd. Saa gik jeg hen til Detektivens Skrivebord, hvor en Mængde Papirer laa ordnet i Bunker. Ovenpaa Bordet, nærmest Vinduet stod et ovalt Toiletspeil i forsølvet Ramme. Omkring dette Speil laa strøet en hel Del smaa Gjenstande, deriblandt nogle Sminketuber. Det gav et Sæt i mig, da jeg fik se disse Ting. Men jeg saa ogsaa noget andet. Ved Siden af Speilet i en udskaaret Asketræs Ramme stod et Fotografi. Det var et Fotografi af den dræbte Forstmester Blinde. Det var et ypperligt Fotografi og maatte være tat lige før han døde. Jeg tog Billedet i Haanden og stirret længe paa det. Et lidet Vift af den samme Følelse, som havde grebet mig ved at se Ansigtet bag den grønne Glasrude, følte jeg nu. Men det varet bare et Sekund og saa var jeg lige rolig igjen. Jeg forstod, at Asbjørn Krag med Hensigt havde ladet Døren staa aaben. Han vilde, at jeg skulde gaa herind i Værelset og se hvad der laa paa Bordet. Men det overrasket mig ikke saa stærkt, som han kanske havde beregnet. Synet af Fotografiet, af Speilet og af Gjenstandene omkring, bragte ikke mine Nerver til at slides igjen, som Synet af det grusomme Ansigt bag Ruden. Men nu vidste jeg iallefald, at alt var sikkert, jeg havde faaet en uigjendrivelig Vished for, at alt hvad jeg hidtil bare havde troet, var sikkert. Jeg stod og grundet paa hvad jeg nu skulde foreta mig. Jeg vidste, at Asbjørn Krag i dette Øieblik ventet paa mig i det kulsorte Mørke under de gamle Trær converted by Web2PDFConvert.com
dernede ved Sjøen. Om lidt vilde jeg træffe ham og høre hans lille knudrede Latter. Nu gjorde jeg noget, som var akkurat i Overensstemmelse med mine tidligere Forholdsregler. Ogsaa jeg handlet nu ud fra en bestemt Tanke og fulgte en Plan. Jeg tog et Stykke hvidt Papir og la det foran mig paa Bordet. Jeg vilde skrive til ham. Paa et Skrivestativ laa en Mængde Blyanter og en enkelt Pen. Der fandtes ikke Blækhus. Pennen var en Fountain. Jeg skrev med den tvers over Papiret – og jeg beundrede mig selv for de rette, faste Bogstaver, jeg frembragte: Kjære Krag. Jeg har søgt Dem iaften Klokken halv elleve (Klokken var endnu ikke mere end 10,10), for at faa Dem med paa en Fisketur til Hvassodden. Jeg drar afsted Klokken 11 fra Landhandlerens Brygge. Hvis De faar se dette inden den Tid og har Lyst paa Turen, saa kom med. Jeg satte mit Navn under og la Fountainpennen forsigtig tilbage paa Stativet. Saa gav jeg mig til skyndsomt at gjennemrode Detektivens Papirer. Han havde skrevet en Mængde – om de forskjelligste Sager; men jeg fandt ikke et skrevet Ord om Forstmesterens Død. Heller ikke om Dr. Brahms Flyvemaskine. Men Minutterne svandt hurtig forbi mig. Nu var det paa Tide at gaa. Jeg gik gjennem Spisesalen, hvor endnu et par af Gjæsterne sad. Jeg plystret en munter Melodi og raslet med mine Fiskegreier, saa alle kunde se det. – Altsaa vil ingen være med? spurgte jeg for sidste Gang. – Nei, nei, blev der svaret. Jeg kom ud paa Veien og maatte forundre mig over, hvor rolig jeg var. Jeg husket paa, hvad Landhandlerens Bror havde sagt om min Styrke. Jeg strakte Armene ud, og jeg kjendte, hvordan Musklerne spændte under mine Klær. Jeg vidste, hvad jeg gik til. Jeg gik langsomt nedover Veien i Haab om at møde en af Gjæsterne eller en af de Fastboende. Jeg vilde bli seet endnu en Gang. Det lykkedes mig ogsaa. Jeg mødte Fiskeren med Straahatten. Jeg havde ikke seet denne Mand siden hin uhyggelige Nat, da Forstmesteren blev slaaet ihjel. Nu da han gjenkjendte mig i Mørket sagtnet han sin Gang og converted by Web2PDFConvert.com
- Page 71 and 72: - Jeg har fra første Stund været
- Page 73 and 74: - Ja, sa han, jeg kan læse i Dem s
- Page 75 and 76: at det gjaldt noget andet end Hemme
- Page 77 and 78: Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurti
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91 and 92: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 93 and 94: Men der var slet ingen Kjølighed a
- Page 95 and 96: ikke var paa det Rene med, hvad det
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101 and 102: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 103 and 104: Jeg aabnet Døren. - Saa gaar vi, s
- Page 105 and 106: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
- Page 107 and 108: opta Pladsen. Jeg sad en Stund og v
- Page 109 and 110: fortrak sig, Øienlaagene faldt ikk
- Page 111 and 112: Herre, som var lys i Huden af Læsn
- Page 113 and 114: - Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er
- Page 115 and 116: fra indviet Hold, driver Doktoren i
- Page 117 and 118: usedvanlig. Detektiven stanset og s
- Page 119 and 120: aldrig nogen menneskelig Aande kund
- Page 121: - Ja, gudskelov, svarede jeg og da
- Page 125 and 126: Det eneste, som generede mig nu, va
- Page 127 and 128: Jeg hørte Skridt. Skridt. - Mit Hj
- Page 129 and 130: kunde han ikke fortælle mig det nu
- Page 131 and 132: - Som jeg har sagt Dem, kjære Ven,
- Page 133 and 134: - Jovist har De saa. Og nu vil jeg
Jeg vidste, at Asbjørn Krag bestandig passet paa at laase sit Rum af. Han<br />
kunde derfor ikke være langt borte.<br />
Jeg ventet ved Døren i flere Minutter. Men der kom ingen og jeg hørte ikke<br />
Skridt. En absolut Stilhed omgav mig.<br />
Jeg syntes dette var underligt. Døren aaben og Lampen brændende paa<br />
Bordet . . . Detektiven, som selv var Nøiagtigheden selv, vidste, at jeg vilde<br />
komme til den fastsatte Tid, nøiagtig Klokken 10. Jeg forstod, at han havde<br />
Hemmeligheder, at han for ingen Pris vilde la Fremmede rode i sine Papirer og<br />
kanske i Særdeleshed ikke jeg; – men hvorfor var han da ikke mere forsigtig.<br />
Jeg aabnet Døren ud til Korridoren. Asbjørn Krags Værelse laa omtrent midt<br />
i denne. Fra hvilken Kant <strong>no</strong>gen nærmet sig, kunde jeg altsaa høre Skridtene,<br />
forinden de naaede hen til Detektivens Dør. Jeg lukket mig igjen inde i Værelset<br />
og stod stille, lyttende. Ingen Lyd. Saa gik jeg hen til Detektivens Skrivebord, hvor<br />
en Mængde Papirer laa ordnet i Bunker.<br />
Ovenpaa Bordet, nærmest Vinduet stod et ovalt Toiletspeil i forsølvet Ramme.<br />
Omkring dette Speil laa strøet en hel Del smaa Gjenstande, deriblandt <strong>no</strong>gle<br />
Sminketuber. Det gav et Sæt i mig, da jeg fik se disse Ting.<br />
Men jeg saa ogsaa <strong>no</strong>get andet.<br />
Ved Siden af Speilet i en udskaaret Asketræs Ramme stod et Fotografi.<br />
Det var et Fotografi af den dræbte Forstmester Blinde. Det var et ypperligt<br />
Fotografi og maatte være tat lige før han døde.<br />
Jeg tog Billedet i Haanden og stirret længe paa det. Et lidet Vift af den samme<br />
Følelse, som havde grebet mig ved at se Ansigtet bag den grønne Glasrude, følte<br />
jeg nu. Men det varet bare et Sekund og saa var jeg lige rolig igjen. Jeg forstod, at<br />
Asbjørn Krag med Hensigt havde ladet Døren staa aaben. Han vilde, at jeg<br />
skulde gaa herind i Værelset og se hvad der laa paa Bordet.<br />
Men det overrasket mig ikke saa stærkt, som han kanske havde beregnet.<br />
Synet af Fotografiet, af Speilet og af Gjenstandene omkring, bragte ikke mine<br />
Nerver til at slides igjen, som Synet af det grusomme Ansigt bag Ruden. Men nu<br />
vidste jeg iallefald, at alt var sikkert, jeg havde faaet en uigjendrivelig Vished for,<br />
at alt hvad jeg hidtil bare havde troet, var sikkert.<br />
Jeg stod og grundet paa hvad jeg nu skulde foreta mig. Jeg vidste, at Asbjørn<br />
Krag i dette Øieblik ventet paa mig i det kulsorte Mørke under de gamle Trær<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language