Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Jeg forlod min Hytte Klokken halv ti. Jeg tog Vaarfrakken paa, men betænkte
mig og la den tilbage igjen. Istedet knappede jeg Jakken tæt omkring mig. Jeg
vilde ikke, at noget skulde hindre mine Bevægelser.
Forinden jeg gik, ladet jeg min Revolver i alle Løb og stak den i høire Lomme,
saaledes at jeg hurtig kunde komme til den. Men da jeg la Mærke til, at Lommen
derved bulnede ud paa en mistænkelig Maade, flyttet jeg Revolveren over til
Inderlommen. Nu kunde ingen ane dens Tilstedeværelse.
Jeg var allerede kommet nogle Skridt fra Hytten, da noget faldt mig ind. Jeg
vendte tilbage igjen og saa over mine Papirer, som laa paa Bordet. De forekom
mig at ligge i en altfor stor Orden. Jeg lod Papirerne svømme lidt omkring, skrev
nogle Linjer paa en Afhandling, som jeg havde havt under Arbeide i den sidste
Tid og søgte idetheletaget at gi det Indtryk af, at jeg ganske tilfældig havde
afbrudt mit Arbeide og forladt Stuen.
Saa gik jeg da endelig for Alvor. Jeg passet stadig paa Klokken, for jeg vilde
være nøiagtig. Den var 9.40, da jeg traadte over Landhandlerens Tærskel.
Der var fem Mennesker i Butikken; Landhandleren selv, som maalte noget
stribet Tøi op, og hans Datter, som veiet Sirup i en Kande, stod indenfor Disken.
Udenfor stod Landhandlerens Bror, en Fisker, med Hænderne i Bukselommerne
og en Snadde hængende slapt ud af Munden. Af Kunder var der bare to, en
gammel Kone stod og pakket nogle fyldte Poser ned i en Kurv, og en liden Gut
stod og frøs med bare Ben, han havde et Blikspand i den ene Haand og en blaa,
krøllet Kontrabog i den anden. Jeg gik ind i Butikken med saa megen Larm, at
alle maatte lægge Mærke til mit Komme. Jeg hilste paa Landhandlerens Bror,
som jeg kjendte fra før. Jeg fik hurtig fortalt ham, at jeg agtet mig ud paa en
længere Fisketur til Hvassodden, en Mils Vei borte. Jeg vilde ro herfra allerede
om en halv Time, sove en Times Tid hos Fiskeren ude paa Odden og saa lægge ud
ved firetiden.
– Ja, det er en bra Fisketur, sa Manden, skal De ro alene?
– Nei, jeg har tænkt at faa en eller anden med mig oppe fra Hotellet.
– Aasaanaa, ja, det er jo et stridt Stykke Roning.
– Aa, jeg klarer det nok, svarede jeg smilende og spændte Armene ud.
Manden nikket.
– De er vist stærk, sa han.
converted by Web2PDFConvert.com