Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

aldrig nogen menneskelig Aande kunde naa. Hvilken Kuppel over Jorden! Og
hvor alt det andet, hvor hele Jorden blev tufset og mørk og fattig . . . Fjeldene slog
op fra Jorden som Slagskygger – og paa den høieste Koll stod et blankstammet
Furutræ og dyppet sin Top i Lyset.
Jeg forstod, at nu havde Sommeren en af sine sidste overmægtige Seiersdage.
Saasnart Solvognen var rullet ned under Horisonten kom Skumringen. Høsten
var ude efter Mørket med sine lange kjølige Fingre, Nætterne begyndte at bli
kolde. Naar man mærker, at Sommeren svinder, har man bestandig en Følelse
af, at den aldrig kommer igjen og man vil nyde de sidste Dage af fuldt Maal . . .
Da Skyggerne gled ind i mit Værelse, Løvet virret og vaklet i Aftenvinden og Sjøen
blev graa, sank en tung Tristhed ned i mig, jeg følte en Dirren i Hjertet, en flygtig
Fornemmelse af Livets Ophør.
Hvor Timerne gik langsomt efter Klokken 7. Jeg lukket Vinduerne og
forundredes over den blodige Farve i Glasset. Det var Gjenskinnet af
Solnedgangen, Solen trak med sig nedunder Havet en Vifte af rustbrune Skyer,
denne ondskabsfulde Farve, som hører Høsten til. Farven sloges tilbage af
Reflekserne i Luften og traadte gjennem Glasset i mit Vindu. Jeg følte med
Fingrene over Ruden og forundredes igjen, fordi ogsaa mine Fingre blev blodige.
Saa kom Skumringen. Mørket fyldte langsomt op i Krogene, blev stadig
tættere, bredte sig mere og mere. De forgyldte Rammer paa Væggene glimtet en
Stund i det svage Lysskjær fra Vinduerne og den runde Urskive hang længe og
stirret som et hvidt hornet Øie i Væggen. Men henimod Klokken 10 svandt det
sidste Minde af Dagen, Værelset blev helt mørkt, kun omkring Vinduet stod
endnu en skimlet Lystaage, som stadig blev mere graa og blind.
I den sidste Time havde jeg siddet og tænkt over, hvad jeg nu skulde gjøre. Jeg
vidste, at noget afgjørende vilde ske i Løbet af Natten og jeg havde en bestemt
Følelse af, at dette Døgn var det sidste her. I alle Tilfælde orket jeg ikke længere
at udholde de nerverystende Oplevelser hernede.
Jeg var ikke længer bange. Ikke det mindste. Jeg frygtet ikke længere for
Ansigtet med den grusomme Mund og den kridhvide Pande, for nu vidste jeg,
hvorledes det hele hang sammen.
Jeg greb nu til en Række Forholdsregler, som kan synes mærkelige, men som
faar sin Forklaring ved hvad der senere hændte.
converted by Web2PDFConvert.com