Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Jeg indser nu det nødvendige i, sa han, at De kommer herfra. Jeg angrer
paa, at jeg har engageret Dem saa stærkt i disse uhyggelige Affærer. Og jeg
kunde se paa Dem igaar, at De var virkelig bange.
– For hvad?
– For Manden i Jernvognen. De flygtet jo fra mig. Kanske De ikke havde
været saa bange, hvis De alligevel havde tat den med.
– Den? Hvad mener De?
– Revolveren, naturligvis.
Jeg stanset og saa paa ham. Jeg maatte i mit stille Sind beundre hans
Frækhed. Nu syntes han at ha glemt baade Hundehylene og det hele. Det var jo
netop ham, som med sit Snak om den dræbte Jagthund drev mig ind i Uhyggen.
Og nu lod han fuldstændig som intet. Hans Ansigt var lige glat, hele hans
Optræden var forekommende, næsten smilende elskværdig.
– Jeg haaber at kunne bevise Dem, sa jeg, at jeg i det afgjørende Øieblik ikke
er bange.
– Det tror jeg ogsaa, jeg tror slet ikke De af Naturen er rædd, men alle disse
uhyggelige Oplevelser har skaket Dem op og gjort Dem usikker. Forhaabentlig
har De sovet godt inat.
– Fortræffeligt.
Vi gik tause ved Siden af hinanden en Stund.
Saa spurgte jeg:
– Vil De ikke fortælle mig, hvad der staar i den tyske Avis, forat jeg skal være
en liden Smule forberedt.
– Om lidt skal De faa vide alt. Jeg har Sans for Effekt, jeg ynder de smaa
Overraskelser. Men saa meget har jeg jo allerede sagt Dem, at Jernvognen ikke
har det allermindste med Mordet at gjøre.
– Mordet paa Forstmesteren?
– Ja, og der foreligger ikke noget mere end dette ene Mord. Men ved
tilfældige Forbindelser er ogsaa andre Foreteelser blandet ind, først og fremst
Jernvognen og dernæst den gamle Mands Død.
– Men nu har formodentlig De viklet Traadene ud fra hinanden?
converted by Web2PDFConvert.com