Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Pigerne. Bankmanden raabte pludselig:
– Men du store Gud, lad os se at komme derop da.
Vi Mandfolk lagde straks ivei, halvt i Løb, halvt i Gang og stirrende ret frem
for os. Damerne betænkte sig lidt, men fulgte dog efter i nogen Frastand. Og
Gutten sprang som en ivrig liden Hund snart foran os og snart i Benene paa os.
Han viste Veien.
Vi kom gjennem Skogen, det tog ikke mere end fem Minutter; der mødte vi
nogle Mennesker og vi rev dem med. Vi kom ud paa den øde Slette, der laa og
brændte som en Ørken i Soldampen. Vi holdt os til Veien, som gik langs
Skogranden. Medens vi løb snakket vi med Gutten.
– Er du sikker paa, spurgte vi, at du har seet rigtig?
– Ja, det er aldeles sandt, svarte Gutten, jeg skulde drive Kreaturerne ud paa
Sletten og saa fandt jeg ham.
– Hvorledes fandt du ham? Snublet du i ham?
– Nei, men den store Oksen stod og snuset med Mulen nedi Græsset. Jeg
hujet paa Oksen, men den vilde ikke afsted; saa gik jeg bort for at se, hvad det
var. Og da saa jeg Manden nedi en Grop. Han laa fremstupes med Ansigtet i
Jorden.
– Og hvad saa?
– Jeg blev forfærdelig rædd og løb alt, hvad jeg orket. Nede i Skauen traf jeg
en Mand med et Blikspand i Haanden. Da jeg fortalte, hvad jeg havde seet,
sprang vi begge tilbage til Stedet. Og saa sa han med engang –
– Ja, saa sa jeg, afbrød Manden selv, som løb ved Siden af Gutten, saa sa jeg
straks, at han var slaaet ihjæl.
– Hvoraf kunde De se det!
– Hovedet, mumlet Manden, Hovedet var stygt. Men nu er vi der straks.
Og straks efter var vi der.
Nede i en liden Sænkning og saa nær Skogranden, at Skyggerne naaede ham,
laa Manden. Studenten, som snart skulde bli medicinsk Kandidat, var først
henne ved ham og jeg hørte ham raabe:
– Det er Forstmester Blinde.
Og nu kjendte vi ham allesammen, Damerne ogsaa som lidt efter
converted by Web2PDFConvert.com