Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Straks efter banket det paa Ruden, et haardt knep. Den Lyd havde jeg hørt før. Det var sikkerlig en Fugl, tænkte jeg, som kom farende ind i Lysningen og stødte Nebbet mod Glasruden. Men lidt efter hørte jeg igjen at det banket mod Ruden, dennegang med to haarde Slag, som mindet om Knokler. Jeg reiste mig pludselig og greb efter Revolveren, jeg følte dens iskolde Skjæfte i min Haand. Nu var der ikke længer Tvil hos mig, jeg vidste, hvad jeg vilde. Jeg vilde med et raskt Greb smække Gardinet op. Jeg havde allerede paa Forhaand en Fornemmelse af, hvorledes det vilde foregaa. Saasnart jeg fik se den kulsorte Rude, vilde jeg springe tilbage. Et flygtig Billede for nervøst gjennem min Bevidsthed: En Dyretæmmer paa et Menageri, som aabner Tremmerne og løber tilside for det store, gaadefulde Dyr derinde, som ligger paa Sprang. Nu knakk det igjen mod Ruden, dennegang haardt og truende. Jeg greb om Snoren som holdt Gardinet, rykket hurtig til og slap den igjen. Med et Smeld gled Gardinet i Veiret. Jeg tumlet tilbage i Værelset. I det nederste, ibenholtsorte Felt stod Ansigtet igjen, grusomt og tydelig, den lyserøde Mund og den kridhvide Pande skinnet imod mig. Men nu skjulte jeg ikke mit Ansigt, jeg gik fremover mod Rædselen, jeg gik fremover mod Vinduet; den store, hadefulde Vilje havde besat mig. Jeg saa intet andet end dette Ansigt og jeg kjendte Revolveren i min Haand, jeg kjendte hvordan den vilde, forbitrede Vrede steg mig til Hovedet. Jeg vilde raabe noget, en Ed, en Forbandelse, men jeg fik det ikke til, en utydelig Gurglen fyldte min Mund, det var ligesom jeg tygget Blod. Saa sigtet jeg med Revolveren mod Ansigtet, saa nær Ruden som muligt, og trykket af. Skuddet klikket. Den lille, blanke Metallyd drev ned min Hjerne som en Spiker. Jeg trykket igjen af. Men atter klikket Skuddet. Og det forfærdelige Ansigt stod der lige rolig mod Ruden, ikke en Mine converted by Web2PDFConvert.com
fortrak sig, Øienlaagene faldt ikke ned, men Øinene stirret mod mig, hvide og døde. Saa trykket jeg af for tredie Gang. Den samme Klikking, den samme frygtelige Følelse af at faa en Metalstift gjennem mine Nerver. Men nu blev Ansigtet utydeligere, de lyserøde Læber blev graa og den kridhvide Pande viskedes lidt efter lidt ud. Jeg lod Revolveren synke. Ansigtet forsvandt mere og mere, begravedes af Mørket, der lukkedes foran det, som et tykt, sort Forhæng. Tilslut saa jeg intet andet end Mørket og et svagt Gjenskin i de øverste Felter af det hvide, fremmede Lys fra Sjøen. Jeg blev staaende en lang Stund og stirre mod Ruden, forvildet over hvad jeg havde oplevet. Saa eftersaafeil?? jeg Revolveren, aabnet Magasinet. Magasinet var tomt, alle Kuglerne tat ud. VII. AFGRUNDEN. Den næste Dag traf jeg Asbjørn Krag med en Pakke Aviser under Armen. Han viste mig et tysk Blad og sa: – Her staar der noget om Jernvognen. Jeg nikket bare. Men da jeg havde en Følelse af, at det var en altfor paatagelig Mangel paa Interesse, spurgte jeg: – Hvad staar der saa om Jernvognen. Detektiven la rolig Avisen i Lommen. – Her gaar mange Mennesker omkring endnu og aner ikke Hemmeligheden med Jernvognen. Og saa kan man i Berlin læse sig til det hele i en Morgenavis, synes De ikke det er underligt. – Høist utroligt, sa jeg, hvorledes kan det hænge sammen. – Naturligvis er der en, som har telegraferet til Berlinerbladet. – Herfra? – Ja, herfra eller fra den nærmeste Telegrafstation. converted by Web2PDFConvert.com
- Page 57 and 58: taabeligt af mig at være bange, me
- Page 59 and 60: - Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg
- Page 61 and 62: mulig; han bandte ærgerligt, fordi
- Page 63 and 64: Vi gik endnu nogle Skridt fremover.
- Page 65 and 66: - Hvormange er Klokken? spurgte jeg
- Page 67 and 68: Detektiven stanset foran mig og bet
- Page 69 and 70: - De slutter logisk, svarede Detekt
- Page 71 and 72: - Jeg har fra første Stund været
- Page 73 and 74: - Ja, sa han, jeg kan læse i Dem s
- Page 75 and 76: at det gjaldt noget andet end Hemme
- Page 77 and 78: Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurti
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91 and 92: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 93 and 94: Men der var slet ingen Kjølighed a
- Page 95 and 96: ikke var paa det Rene med, hvad det
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101 and 102: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 103 and 104: Jeg aabnet Døren. - Saa gaar vi, s
- Page 105 and 106: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
- Page 107: opta Pladsen. Jeg sad en Stund og v
- Page 111 and 112: Herre, som var lys i Huden af Læsn
- Page 113 and 114: - Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er
- Page 115 and 116: fra indviet Hold, driver Doktoren i
- Page 117 and 118: usedvanlig. Detektiven stanset og s
- Page 119 and 120: aldrig nogen menneskelig Aande kund
- Page 121 and 122: - Ja, gudskelov, svarede jeg og da
- Page 123 and 124: dernede ved Sjøen. Om lidt vilde j
- Page 125 and 126: Det eneste, som generede mig nu, va
- Page 127 and 128: Jeg hørte Skridt. Skridt. - Mit Hj
- Page 129 and 130: kunde han ikke fortælle mig det nu
- Page 131 and 132: - Som jeg har sagt Dem, kjære Ven,
- Page 133 and 134: - Jovist har De saa. Og nu vil jeg
Straks efter banket det paa Ruden, et haardt knep. Den Lyd havde jeg hørt<br />
før. Det var sikkerlig en Fugl, tænkte jeg, som kom farende ind i Lysningen og<br />
stødte Nebbet mod Glasruden.<br />
Men lidt efter hørte jeg igjen at det banket mod Ruden, dennegang med to<br />
haarde Slag, som mindet om K<strong>no</strong>kler.<br />
Jeg reiste mig pludselig og greb efter Revolveren, jeg følte dens iskolde<br />
Skjæfte i min Haand. Nu var der ikke længer Tvil hos mig, jeg vidste, hvad jeg<br />
vilde.<br />
Jeg vilde med et raskt Greb smække Gardinet op. Jeg havde allerede paa<br />
Forhaand en Fornemmelse af, hvorledes det vilde foregaa. Saasnart jeg fik se den<br />
kulsorte Rude, vilde jeg springe tilbage. Et flygtig Billede for nervøst gjennem<br />
min Bevidsthed: En Dyretæmmer paa et Menageri, som aabner Tremmerne og<br />
løber tilside for det store, gaadefulde Dyr derinde, som ligger paa Sprang. Nu<br />
knakk det igjen mod Ruden, dennegang haardt og truende.<br />
Jeg greb om S<strong>no</strong>ren som holdt Gardinet, rykket hurtig til og slap den igjen.<br />
Med et Smeld gled Gardinet i Veiret.<br />
Jeg tumlet tilbage i Værelset.<br />
I det nederste, ibenholtsorte Felt stod Ansigtet igjen, grusomt og tydelig, den<br />
lyserøde Mund og den kridhvide Pande skinnet imod mig.<br />
Men nu skjulte jeg ikke mit Ansigt, jeg gik fremover mod Rædselen, jeg gik<br />
fremover mod Vinduet; den store, hadefulde Vilje havde besat mig. Jeg saa intet<br />
andet end dette Ansigt og jeg kjendte Revolveren i min Haand, jeg kjendte<br />
hvordan den vilde, forbitrede Vrede steg mig til Hovedet. Jeg vilde raabe <strong>no</strong>get,<br />
en Ed, en Forbandelse, men jeg fik det ikke til, en utydelig Gurglen fyldte min<br />
Mund, det var ligesom jeg tygget Blod.<br />
Saa sigtet jeg med Revolveren mod Ansigtet, saa nær Ruden som muligt, og<br />
trykket af.<br />
Skuddet klikket.<br />
Den lille, blanke Metallyd drev ned min Hjerne som en Spiker.<br />
Jeg trykket igjen af.<br />
Men atter klikket Skuddet.<br />
Og det forfærdelige Ansigt stod der lige rolig mod Ruden, ikke en Mine<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language