Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jeg gik nogle Skridt fremover og stanset saa med et. Langt inde i Mørket hørte jeg Hunden igjen. Et høit skingrende Hundeglam, saa en lang Tuden og derpaa en truende, lang Gjøen. – Jagthunden, sa Asbjørn Krags Stemme, hører De Jagthunden. Gjøingen fortsatte. Den lød saa uendelig langt borte, den kom fra selve Mørket bag Horisonten. Jeg lyttet efter den; den steg i Styrke, blev lodden og syg men stadig mere truende. Tilslut var det ligesom Gjøingen fyldte hele Østhimlen . . . Jeg følte det som om selve Rædslen aandet ud af Mørket. Men der var alligevel noget kaldende i disse mørke Hundeglam, noget befalende. Jeg gik. Men da hørte jeg Asbjørn Krags Stemme lige ved mig. – Gaa ikke efter Lyden! raabte han. Men jeg gik efter Lyden. Den lodne Gjøen la sig som en ulden Taage omkring mig og forvirret mig ganske. Jeg følte, at Rædselen laa i selve Luften og aandet mod mig med varme Pust . . . Jeg gik uden selv at vide af det efter Lyden. Da jeg kom ned mod Husene var det ligesom Gjøingen fjernet sig igjen, den dukket ned under Horisonten. Om lidt hørte den helt op. Jeg var da ganske alene, Asbjørn Krag havde forladt mig og gaaet videre ned til Jernvognen, ned til den grønne Døde. Jeg gik hurtigere og hurtigere for at komme ind i min Hytte. Da jeg kom i Nærheden af Hytten, hvor Havgabet aabnet sig for mit Blik, saa jeg at et hvidt og fremmed Lys skinnet paa Sjøen. Der var noget spøgelsesagtig ved dette Lys og det føltes saa underligt med Stilheden og det graasorte Mørke omkring. Det faldt mig slet ikke ind, at det var de første hvide Streif af Dagbrækningen som tindret mod Havfladen . . . Lampen stod og brændte fremdeles – . Jeg var nu forfærdelig ophidset, Nerverne eksploderet i tusinde smaa glødende Knappenaalsstik omkring i min Krop – . Jeg glædet mig over, at Rullegardinet var nede. Derved var Værelset ligesom lukket ude fra Verden. Efter at ha rodet en Stund meningsløst i mine Papirer, tog jeg Plads i Gyngestolen. Det beroliget mig lidt; netop fordi Gyngestolen var tom, havde jeg Følelsen af, at der sad én i den, naar jeg vendte Ansigtet om. Jeg vilde converted by Web2PDFConvert.com
opta Pladsen. Jeg sad en Stund og vugget og tænkte, medens jeg hele Tiden havde Øinene stivt heftet paa Revolveren som laa der paa Bordet og blinket mod mig. Jeg undret paa i hvormange Timer jeg endnu kunde leve dette Liv, før jeg blev gal. Saa hørte jeg igjen Dødningeuret. Dennegang forskrækket det mig ikke, endskjønt Lyden stadig skiftet Plads og sværmet omkring mig som et tirret Insekt. Det var akkurat ligesom der skulde gaa et usynligt Menneske omkring, et Menneske jeg ikke kunde se, men hvis Lommeur jeg hørte. Nu staar det dér, . . . nu gaar det langsomt over til høire . . . nu staar det stille henne ved Lampen. Jeg synes, at det et Øieblik mørkner over Glansen i min Revolver, ligesom en Skygge skulde gribe om den. Men saa blinker Revolveren igjen staalkoldt som før og saa hører jeg Dødningeuret fjernere. Nei, det forskrækker mig ikke det mindste, jeg blir tvertimod tryggere, fordi jeg ved Aarsagen til dette ene Fænomen. Hvorfor var det Asbjørn Krag saa magtpaaliggende i denne Nat at faa mig hen til Jernvognen og den døde Fremmede? Jeg husker hans underlige Snak underveis, da han vilde true mig til at høre paa hans Udlægninger om, hvordan en Morder bør optræde. Gang paa Gang har han nu villet ha mig hen til det Sted, hvor man bare behøver at gjøre et Puf, – en ganske liden uventet Bevægelse for at bringe et brydsomt Medmenneske over i den anden Verden . . . Og hvorfor gik han fra mig, da jeg vendte Ansigtet mod Østhimlen og gik efter Lyden? Gik efter Lyden . . . Nu husket jeg Gjøingen igjen, og jeg gyste dirrende ved i mine Sanser at føle Ekkoet af de lodne, forfærdelige Dyreskrig . . . Naturligvis havde det været Hunden paa en af Gaardene, ja, jeg var sikker paa det, men alligevel kunde jeg ikke lade være at tænke paa Forstmesterens dræbte Jagthund, jeg saa den for mig, den havde langt silkeblødt Ragg og store forundrede Øine. I dette Øieblik kunde jeg godt forstaa, at Gjøingen af mig kunde opfattes som kaldende og advarende. Jeg stanset pludselig den sagte Gyngen af Stolen og blev siddende og lytte med aabne Øren. Jeg havde opfanget en Lyd udenfor mit Vindu. En Gren var blit knækket og det raslet svagt i Buskene. Det var ikke Vinden. Det lød som om lange Fingre skulde glide mellem Bladene. converted by Web2PDFConvert.com
- Page 55 and 56: - Men efter den Nat har De kanske i
- Page 57 and 58: taabeligt af mig at være bange, me
- Page 59 and 60: - Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg
- Page 61 and 62: mulig; han bandte ærgerligt, fordi
- Page 63 and 64: Vi gik endnu nogle Skridt fremover.
- Page 65 and 66: - Hvormange er Klokken? spurgte jeg
- Page 67 and 68: Detektiven stanset foran mig og bet
- Page 69 and 70: - De slutter logisk, svarede Detekt
- Page 71 and 72: - Jeg har fra første Stund været
- Page 73 and 74: - Ja, sa han, jeg kan læse i Dem s
- Page 75 and 76: at det gjaldt noget andet end Hemme
- Page 77 and 78: Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurti
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91 and 92: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 93 and 94: Men der var slet ingen Kjølighed a
- Page 95 and 96: ikke var paa det Rene med, hvad det
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101 and 102: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 103 and 104: Jeg aabnet Døren. - Saa gaar vi, s
- Page 105: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
- Page 109 and 110: fortrak sig, Øienlaagene faldt ikk
- Page 111 and 112: Herre, som var lys i Huden af Læsn
- Page 113 and 114: - Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er
- Page 115 and 116: fra indviet Hold, driver Doktoren i
- Page 117 and 118: usedvanlig. Detektiven stanset og s
- Page 119 and 120: aldrig nogen menneskelig Aande kund
- Page 121 and 122: - Ja, gudskelov, svarede jeg og da
- Page 123 and 124: dernede ved Sjøen. Om lidt vilde j
- Page 125 and 126: Det eneste, som generede mig nu, va
- Page 127 and 128: Jeg hørte Skridt. Skridt. - Mit Hj
- Page 129 and 130: kunde han ikke fortælle mig det nu
- Page 131 and 132: - Som jeg har sagt Dem, kjære Ven,
- Page 133 and 134: - Jovist har De saa. Og nu vil jeg
Jeg gik <strong>no</strong>gle Skridt fremover og stanset saa med et.<br />
Langt inde i Mørket hørte jeg Hunden igjen. Et høit skingrende Hundeglam,<br />
saa en lang Tuden og derpaa en truende, lang Gjøen.<br />
– Jagthunden, sa Asbjørn Krags Stemme, hører De Jagthunden.<br />
Gjøingen fortsatte.<br />
Den lød saa uendelig langt borte, den kom fra selve Mørket bag Horisonten.<br />
Jeg lyttet efter den; den steg i Styrke, blev lodden og syg men stadig mere<br />
truende. Tilslut var det ligesom Gjøingen fyldte hele Østhimlen . . .<br />
Jeg følte det som om selve Rædslen aandet ud af Mørket. Men der var<br />
alligevel <strong>no</strong>get kaldende i disse mørke Hundeglam, <strong>no</strong>get befalende. Jeg gik.<br />
Men da hørte jeg Asbjørn Krags Stemme lige ved mig.<br />
– Gaa ikke efter Lyden! raabte han.<br />
Men jeg gik efter Lyden.<br />
Den lodne Gjøen la sig som en ulden Taage omkring mig og forvirret mig<br />
ganske. Jeg følte, at Rædselen laa i selve Luften og aandet mod mig med varme<br />
Pust . . . Jeg gik uden selv at vide af det efter Lyden. Da jeg kom ned mod Husene<br />
var det ligesom Gjøingen fjernet sig igjen, den dukket ned under Horisonten. Om<br />
lidt hørte den helt op. Jeg var da ganske alene, Asbjørn Krag havde forladt mig<br />
og gaaet videre ned til <strong>Jernvognen</strong>, ned til den grønne Døde. Jeg gik hurtigere og<br />
hurtigere for at komme ind i min Hytte.<br />
Da jeg kom i Nærheden af Hytten, hvor Havgabet aabnet sig for mit Blik, saa<br />
jeg at et hvidt og fremmed Lys skinnet paa Sjøen. Der var <strong>no</strong>get spøgelsesagtig<br />
ved dette Lys og det føltes saa underligt med Stilheden og det graasorte Mørke<br />
omkring. Det faldt mig slet ikke ind, at det var de første hvide Streif af<br />
Dagbrækningen som tindret mod Havfladen . . .<br />
Lampen stod og brændte fremdeles – .<br />
Jeg var nu forfærdelig ophidset, Nerverne eksploderet i tusinde smaa<br />
glødende Knappenaalsstik omkring i min Krop – .<br />
Jeg glædet mig over, at Rullegardinet var nede. Derved var Værelset ligesom<br />
lukket ude fra Verden. Efter at ha rodet en Stund meningsløst i mine Papirer, tog<br />
jeg Plads i Gyngestolen. Det beroliget mig lidt; netop fordi Gyngestolen var tom,<br />
havde jeg Følelsen af, at der sad én i den, naar jeg vendte Ansigtet om. Jeg vilde<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language