Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Dernede ligger nu Jernvognen trukket op paa Stranden. Og paa
Bjergningsbaadens Dæk, indtullet i Seildug ligger den døde Passager. Ser det
ikke uhyggeligt ud med de grønne Lanterner . . . Og saa er her jo ganske stille,
ikke en Lyd naar op til os dernedefra . . . Jo . . . dernede ligger han, den døde.
– Kjender De ham? spurgte jeg hviskende.
– Nei, og heller ikke De. Han er vild Fremmed.
– Det var da besynderligt.
– Naar De ser Vognen, saa vil De finde, at alt er meget rimeligt.
– Og det er ham, denne Fremmede, som har kjørt omkring om Nætterne i
Jernvognen.
– Ja, men kun i de sidste Dage. Han har neppe kjørt mere end fire-fem Gange
over Sletten.
– Dette er en Gaade. Men kjørte han over Sletten den Nat, da . . . da
Forstmesteren døde.
– Ja, det gjorde han. Da Forstmesteren blev dræbt var han ikke langt undda.
Men alt dette vil De skjønne, naar De ser Jernvognen.
Lidt efter spurgte jeg:
– Var De tilstede, da man fandt Passageren?
– Ja, jeg saa, at han blev trukket op af Vandet. Det var ikke noget behageligt
Syn. Hans Ansigt var saa underlig blegt nede i Vandet. Det lignet . . . Ja, hvad
lignet det egentlig. Har De nogengang seet et Lig bag en grøn Glasrude?
De sidste Ord Detektiven sa, gav mig et voldsomt Stød.
Med én Gang var det ligesom jeg igjen saa for mig den Dødes Ansigt bag
Ruden . . . Den hvide Pande . . . de lyserøde Læber . . . En heftig Rædsel
gjennemrystet mig, og jeg oplevet igjen i et Tiendedels Sekund Skrækken fra hin
Nat. Og ligesom fjernt borte hørte jeg Asbjørn Krags Stemme si:
– Skal vi ikke gaa videre, saa kan De om et Øieblik selv faa se ham.
Men nu vilde jeg ikke for alt i Verden derned. De grønne Lanterner mindet
mig om Fosforskjæret i en Dødnings Øienhulninger.
Jeg vendte om.
– Jeg gaar ikke derned, sa jeg, jeg vil hjem igjen til Hytten.
converted by Web2PDFConvert.com