Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

Han fortsatte uanfægtet.
– Haha, ja nu ler De naturligvis, men jeg synes at Sammenligningen er altfor
god til ikke at bli benyttet: Sæt at jeg af en eller anden Grund hadet Dem. – Kan
det ikke tænkes?
– Det kan jeg neppe tro, mumlet jeg. Mine Tanker var langt borte. Jeg længtet
igjen efter min fredelige Hytte. Det forekom mig, at Eventyret allerede begyndte
at bli uhyggeligt.
– Jovist kan det tænkes, fortsatte Asbjørn Krag. Man kan ta Eksempler af alle
mulige Forhold. Det kan godt tænkes, at jeg af en eller anden Grund hadet Dem.
Jeg sætter, at De vidste noget om mig, som kunde skade mig forfærdeligt, hvis De
fortalte det til nogen. Hvad saa? Tror De ikke da, at jeg vilde hade Dem. Jeg vilde
ganske sikkert hade Dem saameget, at jeg ønsket Deres Død. Og da maa De
indrømme, at jeg meget let kunde falde paa at puffe Dem i Afgrunden under en
Spadsertur som denne.
– De taler saa underlig, sa jeg, nu kan jeg slet ikke forstaa Dem igjen.
– Jeg synes, at jeg fremstiller Sagen meget klart.
– Eller altfor tydeligt, svarede jeg, kjære Asbjørn Krag, det nytter ikke, at De
benegter det. Men jeg er nu overbevist om, at De har en bestemt Hensigt med
Deres Optræden.
Nu lo han igjen – den samme tørre, usympatiske Latter.
– Hvilken Hensigt skulde jeg da ha? spurgte han.
– Det ved jeg virkelig ikke.
Men jeg vidste det. Jeg vidste det saa altfor godt. Jeg anet hele
Sammenhængen.
Vi nærmet os Afgrunden – hvor man bare behøvet at puffe til et Menneske,
som man gjerne vilde være kvit. Afgrunden laa paa venstre Side af Veien, og jeg
holdt mig hele Tiden paa høire Side af Asbjørn Krag.
– Her er det, sa han og stanset.
En kold Gufs slog op til os fra Afgrunden og Sjøen.
– Skal vi ikke gaa videre? spurgte jeg.
Istedetfor at svare pegte Asbjørn Krag ned mod Sjøen, hvor etpar grønne
Lanterner skinte som Katteøine i Mørket.
converted by Web2PDFConvert.com