Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ... Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...
– Er De fremdeles sikker paa det? – Ja. Han er dræbt en Nat som denne, da graa Skyer gaar sin flakkende Gang under Himlen. – De er tragisk iaften, Asbjørn Krag. Detektiven smilte. – Jeg er i Grunden meget af en Lyriker, sa han, en Lyriker i Rædsler. Skal De gaa med? Jeg tænkte mig om. Skulde jeg gaa med, eller skulde jeg bli tilbage? Det var mig magtpaaliggende, at ikke Detektiven fik Indtryk af, at jeg var bange. – Jeg synes det er meningsløst, sa jeg, at jeg skal se endnu et Lig, men jeg kan gjerne gaa med Dem, for Jernvognen interesserer mig. Har De seet den? – Ja. – Blev De overrasket? – Nei. Den var akkurat saaledes som jeg de sidste Dage havde tænkt mig den. – Tror De, at jeg vil bli overrasket? – Ja. Gaar De med? – Jeg gaar med. Detektiven gik hen til Bordet og løftet min Revolver op. – De skal naturligvis ha denne lille Gjenstand med Dem, sa han. – Hvorfor? – For Sikkerheds Skyld. Jeg tror, De er lidt bange. De kunde for Eksempel møde en Hund underveis. Et Haansmil lyste igjen op i hans Ansigt; Detektiven viste Tænder. – Jeg er ikke bange, sa jeg, lad Revolveren ligge. Han betragtet Revolveren nærmere. – I Sandhed et smukt Vaaben, mumlet han. Han aabnet for Magasinerne. – Ladet i alle Løb, ser jeg. – Selvfølgelig er den ladet. Hvilken Nytte kunde jeg ellers ha af Vaabenet. – De kunde skræmme med det, svarede Detektiven, De aner ikke, hvor langt man kan komme med at skræmme Folk. converted by Web2PDFConvert.com
Jeg aabnet Døren. – Saa gaar vi, sa jeg. Detektiven la Revolveren tilbage paa Bordet og fulgte med mig. Da vi havde fjernet os nogle Skridt fra Hytten, hørte jeg, at Detektiven lo, en tør og ubehagelig Latter. – Hvad ler De af. – Lampen, sa han, nu staar Lampen igjen og brænder inde hos Dem. – Ja, det var en ren Forglemmelse. – For anden Gang. Naa, men det er jo ogsaa godt at ha den brændende. Saa slipper De alt det Bryderi med Tændingen, naar De kommer hjem. mig. Jeg vilde slaa ind paa Veien, som gik forbi Hotellet, men Asbjørn Krag stanset – Ikke den Vei, sa han. Det er snarere at gaa over Aasen. Han vilde samme Vei, som den vi havde gaaet om Morgenen. Jeg husket hans uhyggelige Snak under denne Spadsertur – og gyste. Det var nu ganske mørkt og ingen Mennesker at se. Vi gik hurtig forbi de smaa, døde Huse og kom ind paa Fjeldveien. – Der kan De selv se, sa Asbjørn Krag, nu er det ingen, som har seet os to sammen. Hvis nu en af os forsvandt – . Jeg maa uvilkaarlig ha gjort en Bevægelse, for Detektiven brød af. – De liker ikke dette? – Nei, jeg synes det er meningsløst at snakke slig. Detektiven tog mig under Armen. Han blev næsten kameratslig indsmigrende, da han sa: – Kjære Ven, nu er det saa længe siden vi har talt om disse Ting, nu maa De tillade mig at være lidt taktløs. Jeg har en personlig Interesse af at overbevise Dem. Nu kommer vi snart til det Sted, hvor et saadant Mord kan udføres. Man behøver bare at gi sin Ledsager et Puf – og dermed styrter han udover Afgrunden. Det er meget let, ikke sandt. Og saa er det ingen som faar vide om det. Og hvis Liget findes blir der ikke tale om et Mord en Gang. For det ligger da klart i Dagen, at det ene og alene kan være et Ulykkestilfælde. Jeg forsøgte igjen at afbryde ham, men det lykkedes ikke. converted by Web2PDFConvert.com
- Page 51 and 52: - Sa han noget? - Ja, han sa: Store
- Page 53 and 54: - Jeg havde ikke tænkt at gaa til
- Page 55 and 56: - Men efter den Nat har De kanske i
- Page 57 and 58: taabeligt af mig at være bange, me
- Page 59 and 60: - Ja, og ikke bare i denne Nat. Jeg
- Page 61 and 62: mulig; han bandte ærgerligt, fordi
- Page 63 and 64: Vi gik endnu nogle Skridt fremover.
- Page 65 and 66: - Hvormange er Klokken? spurgte jeg
- Page 67 and 68: Detektiven stanset foran mig og bet
- Page 69 and 70: - De slutter logisk, svarede Detekt
- Page 71 and 72: - Jeg har fra første Stund været
- Page 73 and 74: - Ja, sa han, jeg kan læse i Dem s
- Page 75 and 76: at det gjaldt noget andet end Hemme
- Page 77 and 78: Skynd Dem nu. Jeg klædte mig hurti
- Page 79 and 80: ikke sandt? - Jo, men det er meget
- Page 81 and 82: Jeg gik forbi Asbjørn Krags Vindu,
- Page 83 and 84: Jeg blev staaende ligesom lammet, j
- Page 85 and 86: Jorden til Vindueskarmen og jeg kom
- Page 87 and 88: føler jeg mig mat som efter en lan
- Page 89 and 90: Lidt efter hørtes Fodtrin inde i H
- Page 91 and 92: - Dykkeren har været nede to Gange
- Page 93 and 94: Men der var slet ingen Kjølighed a
- Page 95 and 96: ikke var paa det Rene med, hvad det
- Page 97 and 98: emærket dette med Forundring og In
- Page 99 and 100: - Jeg har jo forklaret Dem Grunden
- Page 101: ved. Nu gled den klagende, saare Hy
- Page 105 and 106: - Dernede ligger nu Jernvognen truk
- Page 107 and 108: opta Pladsen. Jeg sad en Stund og v
- Page 109 and 110: fortrak sig, Øienlaagene faldt ikk
- Page 111 and 112: Herre, som var lys i Huden af Læsn
- Page 113 and 114: - Ja. Gaaden med gamle Gjærnæs er
- Page 115 and 116: fra indviet Hold, driver Doktoren i
- Page 117 and 118: usedvanlig. Detektiven stanset og s
- Page 119 and 120: aldrig nogen menneskelig Aande kund
- Page 121 and 122: - Ja, gudskelov, svarede jeg og da
- Page 123 and 124: dernede ved Sjøen. Om lidt vilde j
- Page 125 and 126: Det eneste, som generede mig nu, va
- Page 127 and 128: Jeg hørte Skridt. Skridt. - Mit Hj
- Page 129 and 130: kunde han ikke fortælle mig det nu
- Page 131 and 132: - Som jeg har sagt Dem, kjære Ven,
- Page 133 and 134: - Jovist har De saa. Og nu vil jeg
Jeg aabnet Døren.<br />
– Saa gaar vi, sa jeg.<br />
Detektiven la Revolveren tilbage paa Bordet og fulgte med mig.<br />
Da vi havde fjernet os <strong>no</strong>gle Skridt fra Hytten, hørte jeg, at Detektiven lo, en<br />
tør og ubehagelig Latter.<br />
– Hvad ler De af.<br />
– Lampen, sa han, nu staar Lampen igjen og brænder inde hos Dem.<br />
– Ja, det var en ren Forglemmelse.<br />
– For anden Gang. Naa, men det er jo ogsaa godt at ha den brændende. Saa<br />
slipper De alt det Bryderi med Tændingen, naar De kommer hjem.<br />
mig.<br />
Jeg vilde slaa ind paa Veien, som gik forbi Hotellet, men Asbjørn Krag stanset<br />
– Ikke den Vei, sa han. Det er snarere at gaa over Aasen.<br />
Han vilde samme Vei, som den vi havde gaaet om Morgenen. Jeg husket hans<br />
uhyggelige Snak under denne Spadsertur – og gyste.<br />
Det var nu ganske mørkt og ingen Mennesker at se. Vi gik hurtig forbi de<br />
smaa, døde Huse og kom ind paa Fjeldveien.<br />
– Der kan De selv se, sa Asbjørn Krag, nu er det ingen, som har seet os to<br />
sammen. Hvis nu en af os forsvandt – .<br />
Jeg maa uvilkaarlig ha gjort en Bevægelse, for Detektiven brød af.<br />
– De liker ikke dette?<br />
– Nei, jeg synes det er meningsløst at snakke slig.<br />
Detektiven tog mig under Armen. Han blev næsten kameratslig<br />
indsmigrende, da han sa:<br />
– Kjære Ven, nu er det saa længe siden vi har talt om disse Ting, nu maa De<br />
tillade mig at være lidt taktløs. Jeg har en personlig Interesse af at overbevise<br />
Dem. Nu kommer vi snart til det Sted, hvor et saadant Mord kan udføres. Man<br />
behøver bare at gi sin Ledsager et Puf – og dermed styrter han udover<br />
Afgrunden. Det er meget let, ikke sandt. Og saa er det ingen som faar vide om<br />
det. Og hvis Liget findes blir der ikke tale om et Mord en Gang. For det ligger da<br />
klart i Dagen, at det ene og alene kan være et Ulykkestilfælde.<br />
Jeg forsøgte igjen at afbryde ham, men det lykkedes ikke.<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language