Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

– Er De fremdeles sikker paa det?
– Ja. Han er dræbt en Nat som denne, da graa Skyer gaar sin flakkende Gang
under Himlen.
– De er tragisk iaften, Asbjørn Krag.
Detektiven smilte.
– Jeg er i Grunden meget af en Lyriker, sa han, en Lyriker i Rædsler. Skal De
gaa med?
Jeg tænkte mig om.
Skulde jeg gaa med, eller skulde jeg bli tilbage? Det var mig
magtpaaliggende, at ikke Detektiven fik Indtryk af, at jeg var bange.
– Jeg synes det er meningsløst, sa jeg, at jeg skal se endnu et Lig, men jeg kan
gjerne gaa med Dem, for Jernvognen interesserer mig. Har De seet den?
– Ja.
– Blev De overrasket?
– Nei. Den var akkurat saaledes som jeg de sidste Dage havde tænkt mig den.
– Tror De, at jeg vil bli overrasket?
– Ja. Gaar De med?
– Jeg gaar med.
Detektiven gik hen til Bordet og løftet min Revolver op.
– De skal naturligvis ha denne lille Gjenstand med Dem, sa han.
– Hvorfor?
– For Sikkerheds Skyld. Jeg tror, De er lidt bange. De kunde for Eksempel
møde en Hund underveis.
Et Haansmil lyste igjen op i hans Ansigt; Detektiven viste Tænder.
– Jeg er ikke bange, sa jeg, lad Revolveren ligge.
Han betragtet Revolveren nærmere.
– I Sandhed et smukt Vaaben, mumlet han. Han aabnet for Magasinerne.
– Ladet i alle Løb, ser jeg.
– Selvfølgelig er den ladet. Hvilken Nytte kunde jeg ellers ha af Vaabenet.
– De kunde skræmme med det, svarede Detektiven, De aner ikke, hvor langt
man kan komme med at skræmme Folk.
converted by Web2PDFConvert.com