Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

som blev hvidt og gjennemsigtig. Jeg stanset Gyngestolen og saa paa ham. Jeg
var inderlig tilfreds ved Tanken paa, at jeg selv sad i Skyggen, medens hans
Ansigt var skarpt belyst. Detektiven støttet den høire Albue mod Bordet. Jeg
betragtet hans Haand nøie, den var mager og stærkt haaret ved Haandledet,
Fingrene var lange og benet og blaalige i Huden . . . Men hvorfor sad han slig og
lyttet? Jeg følte, at nu blev jeg nervøs igjen. Det var ligesom denne intense Lytten
varslet mig om, at der var en tredie tilstede i Værelset, et fremmed og usynligt
Væsen. Og saa Stilheden . . . Der var den igjen denne Stilhed, som jeg hin Morgen
fornemmet saa voldsomt ude paa Sletten. Stilheden, som man ikke skal lytte
efter, fordi man da bare hører et Mylder af fremmede Lyde, Myrriader af Skrig
og tilslut en fjern og tung Drønen, som ikke tilhører dette Liv . . . Jeg maatte høre
Stemmer, jeg vilde høre min egen Stemme.
Møbel.
– Hvad lytter De efter? spurgte jeg.
Han holdt Haanden advarende op.
– Hyss, jeg synes, at jeg hører – .
– Hvad hører De –?
Han svarede ikke. Han lyttet fremdeles.
Og nu kom det endelig. En klagende, saar Lyd. Det var Hunden.
Jeg reiste mig saa hurtig fra Gyngestolen, at det knaket i det værkbrudne
– Jeg taaler ikke at høre disse Hundeglam, aa . . . denne forfærdelige Ulen.
Hører De det, Krag. Hunden kan ikke være langt borte.
Asbjørn Krag reiste sig nu ogsaa. Han nærmet sit Ansigt til mit. Jeg havde en
Fornemmelse af at være kommet lige ind i hans Øine.
– Kjender De Hunden? spurgte han.
– Nei. Men her bor jo flere Hundeeiere.
– Jeg har aldrig hørt saadanne Hundehyl før hernede, sa Asbjørn Krag. Jeg
hørte ogsaa Hunden, da jeg var paa Veien hid. Og jeg studset uvilkaarlig. Jeg
søgte at finde ud, hvorfra Lyden kom, men det var mig umulig, den skiftet stadig
Plads.
– Saaledes, hvisket jeg, saaledes hyler Hundene, naar nogen skal dø.
Asbjørn Krag lyttet fremdeles.
converted by Web2PDFConvert.com