Jernvognen (1909) Teksten i bokselskap.no følger 1. utgave, 1909 ...

lummer, jeg strækker Haanden ud af Vinduet, etpar tunge Regndraaber falder
paa den. Luften staar stille, vi har det varme Regn over os og Heden trykkes mod
Jorden. Jeg lytter og ser. Og nu hører jeg den igjen, denne fjerne Raslen af Jern,
men Lyden er endnu længere borte end før, i lange Stunder hører jeg den ikke,
saa kommer der en enkelt spæd Klang, saa igjen Stilhed og saa hører jeg
Raslingen et Minut eller længere.
Jernvognen. Jeg lukker Vinduerne; det lysner udenfor; etsteds maa Dagen ha
sluppet over Fjeldene. Jeg kan se, at Væden begynder at slime Trærne til. Et
sidste Blik udover Vidden, endnu brænder Lyset. Jeg ruller Gardinet ned.
– – –
Den virkelige, den stillestaaende, sløvende Sommervarme var kommet.
Morgenen efter var det, at vi fem Sommermennesker laa ude i Græsset og badet
os i Sol og Hede.
Det var da de tre kom løbende, Gutten, Fiskeren og Damen i den hvide Kjole.
De havde alle noget besynderlig at fortælle os. Men Gutten var rappest i
Munden. Han fik sagt det først. Han sa:
– Vi har fundet en dræbt Mand oppe i Veien.
II. DEN DØDE.
– Vi har fundet en dræbt Mand oppe i Veien, sa Gutten. Øinene stod som to
Feberpletter i hans Ansigt, hele hans Krop dirret.
– Jeg saa ham ogsaa, stammet den gamle Fisker.
– Men jeg saa ham først, sa Gutten.
Ovenpaa dette blev der ikke sagt noget i flere Sekunder. Den forfærdende
Meddelelse var slaaet ned over os som en Lammelse; jeg kunde se, hvordan
Menneskene omkring mig følte det utrolige i Hændelsen, og den virket saa
meningsløs, saa opskakende, just fordi den var en saa pludselig og voldsom
Modsætning til den hjemlige, varme Sommerfred, hvori vi befandt os: Vinden
vaklet lindt henover Engene, Smaafuglene fyldte Luften med et Myldr af Plystren
og nede fra Sjøen hørtes en Motorbaads hurtige og støiende Pulsslag. En Glasdør
blev revet op inde i Sommerhotellet og jeg hørte Værtinden ærgre sig over
converted by Web2PDFConvert.com